BELLHOUND CHOIR (M. BAND)
Bellhound Choir er et soloprojekt for sangeren og guitaristen Christian Hede Madsen fra København. Denne aften har han band med.
Hans debut album ’Imagine The Crackle' blev indspillet sidste år, men udkommer nu den 20. maj 2016 på Bad Afro Records.
Sidst i 2015 udgav Bellhound Choir EP’en ’Stray Screech Beast’ på Lay Bare Recordings i Holland, og med den i hånden drog han i december på en tre ugers Europaturné med John Garcia, der er tidligere forsanger i det stilskabende amerikanske stoner rock band Kyuss. Der gik så godt, at de gentager successen til maj og juni i andre Europæiske byer inklusiv København. Tre af sangene fra ’Stray Screetch Beast’ endte desuden op i Ulrich Thomsens kommende instruktørdebut ’In Embryo’.
Bellhound Choir har en forkærlighed for blues og folkemusik af ældre dato, men der er ikke noget støvet eller nostalgisk over musikken. Den bliver fragtet ind i nutiden og blandes med alternativ folk, der er både dyster og melankolsk. Hans baggrund i stoner rock skinner også igennem og samlet bliver Bellhound Choir til en art skandinavisk blues noir, der ikke skorter på dramatik og en tidsløs spiritualitet.
’Imagine The Crackle’ er samtidig en forholdsvis stille plade med dybde og en mørk sjæl, der til tider lyder som om, at dommedag kan være lige om hjørnet.
MARC FACCHINI (SOLO)
Marc Facchini er musiker og sangskriver. Siden 2010 har han spillet over 150 koncerter i ind- og udland med forskellige grupper og med dén erfaring i ryggen satte han i 2015 sit soloprojekt i søen. Når Marc optræder under eget navn er musikken dansksproget. Han tager den danske visetradition ud af højskolesangbogen og videre med vildskab, humor og spilleglæde.
”Min hensigt er at skabe koncertoplevelser som er sjove og livsbekræftende men som også gør ondt og måske får lytteren til at tænke en ekstra gang over hvad et menneskeliv er og hvad man vælger at bruge det til.” - Marc Facchini
Debutpladen 'Vidunderlige drømme' er ude nu og har blandt andre gæstestjerner fra GNAGS og Love Shop. Næste album er et samarbejde med Lukas Rasmussen (Tidlige Armbånd, Synd & Skam) og Neill C. Furio (Marie Frank, Claus Hempler) om en akustisk soloplade der udkommer til efteråret 2016.
”Der dukker et væld af referencer op når Facchini svinger stemmebåndet, jeg hører blandt andet et herligt sammenstød mellem Bo Evers, en ung Povl Dissing og Caleb Followill fra Kings of Leon (?!). Ja…. og mest af alt helt sin egen.” - Ken Damgaard Thomsen, Gfrock.dk