TORSDAG 14. MAR 2019 - KL 20.30
ENTRÉ: 60 KR / DØR: 75 KR

BLÅ NÆTTER

RELEASEKONCERT

SHERPA (DJ-SET)

Det fremadstormende danske band sigter mod stjernerne med deres kommende debutalbum, Bøjet I Neon. De har allerede fået flot omtale for titelnummeret, som de slap løs d. 9. november sidste år, og er nu klar til at lægge Loppen ned med deres dansksprogede indierock.

Blå Nætter debuterede med EP'en Hvorom Alting Er tilbage i 2015 og er nu klar med deres første fuldlængde album. Andet udspil fra Bøjet I Neon hedder "Beruset & Fri", og singlen har meget at leve op til, da Bands Of Tomorrow i begyndelsen af året kårede førstesinglen "Bøjet i Neon" til en af 2018's 25 bedste danske sange. Titelnummeret beskrives som "en energisk indie-banger, der byder på et pulserende beat, boblende synth, melodiske guitarsekvenser og en knivskarp dansk lyrik". 

Ifølge forsanger Simon Olsen handler ‘Beruset & Fri’ om at stå alene i modgang og drømme om vejen ud derfra - et lys i mørket, der kan vise en hjem. I bandets seneste videodagbog åbnede Simon op om sin langvarige kamp med psykiske problemer, og sangen kan på mange måder ses i forlængelse deraf: “Nogle gange har man bare de der sorte dage, hvor man håber, at nogen vil træde til og agere en slags vejviser her i livet. Bare en der kan tænde et lille lys i mørket, man kan følge.”

I den tilhørende musikvideo, som er skrevet og produceret af bandet selv, ser vi forsangeren skille sig af med sin fortids tyngende minder. Dødvægten skæres fra mens han synger og danser - beruset og fri i diskolysets skær. Bøjet I Neon udkommer d. 15 marts, men allerede aftenen inden kan du opleve bandet folde albummet ud, når de holder releasefest på Loppen.

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 14. mar 2019
Add to Calendar