De amerikanske rock'n'roll og rockabilly legender i The Blasters gæster Loppen til maj. The Blasters formår at formidle det bedste fra amerikanske musiktraditioner, og er igennem tre årtier med passionerede og hudløst ærlige koncerter gået lige ind i hjerterne på fans over hele kloden. Bandet er fortsat sammensat af de oprindelige bandmedlemmer; guitarist og forsanger, Phil Alvin, Bill Bateman på trommer og bassisten John Bazz. Med på scenen har de desuden guitaristen, Keith Wyatt, når de fortsat bygger videre på deres hårdtoparbejdede eftermæle som et af de mest genkendelige og troværdige bands indenfor amerikansk traditionel musik.
Bandets indflydelser spænder fra legender som George Jones og Carl Perkins til Ike Turner, Howlin' Wolf, James Brown og Big Joe Turner, der i det samlede lydbillede udvisker grænserne mellem rock'n'roll, country, blues og rockabilly.
"Fun On Saturday Night" (Rip Cat Records) er The Blasters' sjette og seneste studiealbum med tolv sange, der fortsat udvider bandets arv af klassiske albums. Med Phil Alvins kraftfulde vokal i front, leverer bandet liveoptrædener spækket med spontanitet og råstyrke, som man ikke må gå glip af.
Support: Juke Joint Jumpers
Juke Joint Jumpers har de seneste år begejstret publikum med deres energiske show ved en lang række koncerter på spillesteder og til fester i Københavnsområdet. De serverer klassisk Rockabilly, som den blev lavet af Elvis, Johnny Cash, Johnny Burnette, Johnny Horton og mange flere. Den musikalske cocktail er desuden spicet op med et skvæt country – toppet af med et drys Rythm & Blues.
Ved mikrofonen står Rune Jacob Ahn med sin heftige vokal og energiske optræden, der bringer mindelser om Elvis og Little Richard. Resten af holdet består af Paolo Molinari på slagbas, Peter Stryg på trommer og Lars O'Nielsen på elguitar.