FREDAG 22. NOV 2019 - KL 21.00
UDSOLGT

BOY HARSHER(US)

CHASMS(US)

Den mystiske, elektroniske duo Boy Harsher har på kort tid udviklet en næsten kultstatus i byer som London og Berlin. Med deres mørke, elektroniske produktioner har de ramt en nerve hos storbyens natteravne, og billetterne til deres første europæiske turne blev revet væk på kun et øjeblik. Oplev dem på Loppen fredag d. 22. november.

Lytter man til blot få sekunder af det knivskarpe synthspor på sangen ’Modulations’, virker det indlysende, hvorfor så mange tiltrækkes af Boy Harshers dragende lydbillede. Med et beat der hamrer igennem med 144 uforsonlige slag i minuttet og en mørk, hedonistisk og hypnotisk lyd, befinder du dig mentalt midt i det berlinske natteliv. 

Sangerinden Jae Matthews og produceren Augustus Muller, der er baseret i det vestlige Massachusetts, mødtes på en filmskole i Savannah i 2012. Rygtet siger, at Matthews spottede Muller dansende til New Orders ’Bizarre Love Triangle’ til en fest og besluttede at kurtisere ham ved at sende ham hendes noveller. Muller var allerede en beundrer af Matthews arbejde og en varm sommerdag slog de pjalterne sammen og begyndte at kombinere Matthews prosa med Mullers kompositioner.

Først kaldte de projektet for Teen Dreamz og forestillede sig projektet som en litterær serie med en tilhørende elektronisk komposition. Over tid har deres musik dog udviklet sig i en mindre verbal retning og meget mere visceralt lydende: en perfekt syntese af Mullers skyggefulde, hypnotiske lyde og Matthews mørke vokal og stemningsfulde tekster.

Teen Dreamz blev til Boy Harsher og i 2016 blev deres debut LP ’Yr Body is Nothing’, udgivet af Atlantas DKA Records. LP'en er blevet beskrevet som en "darkly beautiful and very emotional new record" af Gorilla Vs. Bear og som "highly danceable fantasy narratives of desire and nuanced discomfort" af Decoder Magazine. Det første tryk af albummet blev revet af hylderne og pladen blev derfor genudgivet i januar 2017 forud for Boy Harsher's amerikanske tour. I år står de klar med ny udgivelse ’Careful’.

Der er en hensynsløshed i Matthews monotone vokal og en poesi og 80’er nostalgi i Mullers produktion, som kræver endeløs dans. Så danse skal I få lov til, når Boy Harsher forvandler Loppen til Berghain for én aften d. 22. november.

Support:
Vi hørte første gang til den Los Angeles-baserede, elektroniske dreampop-duo Chasms tilbage i 2016 med udgivelsen af deres debutalbum ’On the Legs of Love Purified’. Efter det tragiske tab af deres ven Cash Askew, den ene halvdel af den lige så fremragende duo Them Are Us Too, som døde i Oakland Warehouse branden for to år siden, vender bandet nu tilbage med en hjerteskærende opfølger i form af ’The Mirage’. Bandet befinder sig stadig et sted i mellem elektronisk dreampop og shoegaze, men tager det nye album til mere atmosfæriske og dubbede højder. Det har resulteret i et smukt og dybfølt album med atmosfæriske sange og industrielle toner, som leder tankerne hen på artister som Slowdive, The XX, Cocteau Twins og Depeche Mode.

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 22. nov 2019
Add to Calendar