MANDAG 16. MAR 2020 - KL 19.30

INFO OM COVID-19 & LOPPENS KONCERTER

Info om Covid-19 & Loppens koncerter

Efter mange måneders nedlukning, er Loppen atter klar til at åbne dørene til en ny sæson. Grundet omstændighederne med Covid-19 og de restriktioner der følger med, bliver det en noget anderledes sæson, end vi er vant til. Alle koncerter bliver – indtil eventuelle nye retningslinjer kommer – for et siddende publikum for at kunne imødekomme de kvadratmeter- og afstandskrav, vi som spillested skal efterleve. Loppen har under disse forhold på nuværende tidspunkt plads til max 60 siddende gæster til vores koncerter.

Hvad betyder det for din koncert

Vi håber, at kunne gennemføre alle programlagte koncerter i efteråret og vi er pt i dialog med artisterne, hvor vi i samarbejde beslutter, om koncerten kan gennemføres under nuværende forhold. Det vil under det enkelte arrangement på www.loppen.dk fremgå, om koncerten afholdes. Dette opdateres løbende, eftersom det falder på plads.

Hvis der sker betydelige ændringer for koncerten – eksempelvis flytning til en ny dato eller nyt venue – vil du som billetkøber få direkte besked på mail samt via vores Facebook-side.

Allerede købte billetter er stadig gyldige. Var koncerten oprindeligt solgt som stående, vil din billet automatisk blive konverteret til siddende. Loppen har til alle koncerter unummererede siddepladser.

Når du ankommer til Loppen

Når du ankommer til Loppen, vil du blive billetteret ved hovedindgangen på stueplan og al kø hertil vil foregå udendørs. Husk at holde afstand til dine medpublikummer. Vi anbefaler, du kommer i god tid og har dine billetter klar, så vi kan minimere kødannelse. Mangler I en eller flere personer, så meddel det gerne til vores personale ved ankomst.

Når I har fået scannet jeres billetter, vil I blive mødt af en frivillig seater, som vil anvise dig og dit selskab siddepladser. Gå derfor ikke ind i salen på egen hånd, og respektér personalets anvisning. Selvom der er andre ledige pladser i salen, skal I forblive på de anviste pladser hele koncerten igennem. Dette er for at sikre god og sikker afstand mellem vores gæster. Når I er blevet tildelt pladser, vil det desværre ikke være muligt at tilføje flere gæster til selskabet – så vil I sidde sammen, så sørg for at ankomme sammen eller meddele seateren om senere tilføjelser til selskabet ved ankomst.

For at minimere enhver risiko for smitte vil Loppens garderobe være lukket. Sørg derfor gerne for at lade store jakker og tasker blive i bilen eller derhjemme.

Under koncerten

Koncerterne er siddende. Vi henstiller til, at al unødig færden begrænses. Det er tilladt at gå i baren og på toilettet under hele dit besøg på Loppen. Det er ikke tilladt at tage ophold i indgangsområdet eller baren. Når du har købt dine drikkevarer, bedes du gå direkte tilbage til din plads – det samme gælder toiletbesøg. Følg ensretningen, som vil fremgå af skiltning. Seaterne vil hjælpe til med at sikre, at der kun er det tilladte antal publikummer i barenområdet og på toilettet ad gangen.

Tryg koncert for alle

Vi gennemfører vores koncerter efter myndighedernes anvisninger, for at give en tryg oplevelse for alle publikummer, frivillige og artister. Vi sørger selvfølgelig for grundig rengøring før, under og efter koncerterne. Der vil være håndsprit til rådighed rundt omkring på Loppen, og der er god mulighed for at vaske hænder på toiletterne. Amaturet er kontaktløst og der er engangsservietter til at tørre med.

Vi beder ligeledes alle publikummer om at tage hensyn til øvrige koncertgæster ved at følge Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, særligt at holde god afstand og sørge for god håndhygiejne. Hertil beder vi om, at man hoster og nyser i ærmet samt begrænser råb og sang.

Vi er rigtig godt forberedt og klar til at tage godt imod jer. Vi håber også på jeres forståelse og tålmodighed, da det er en ny virkelighed for os, og nogle ting måske vil tage lidt længere tid end det plejer.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer på vores skønne spillested igen!

TILFØJ TIL KALENDER
Mandag 16. mar 2020
Add to Calendar