LØRDAG 15. JUN 2019 - KL 20.00
ENTRÉ: 20KR

FRIGJORT FESTIVAL PRÆSENTERER:

ZAAR(DK)

NURI(TN)

DOTTIR(FO)

IDK IDA(DK)

KR4N(DK)

MARTHA ELISABETH(DK)

OBS. Festivalen er rykket til d. 15.-16. juni (lørdag-søndag)

Frigjort Festival er navnet på et nyt samarbejde mellem frivillige fra Loppen og Det Gyldne Liv Festival i Kolding. Festivalen foregår på og foran Loppen og løber over lørdag-søndag d. 15.-16. juni, hvor man på scenen finder en lang række af de bedste navne fra den danske undergrundsscene indenfor forskellige genrer.

Festivalens musikprogram foregår inde i Loppens rå lokaler, hvor vi har sammensat to dage med fede acts og et særligt lysshow i anledning af festivalen. Entréen er 20 kr per dag, hvilket dog er i bytte for en kold loppebajer eller en hancock-sodavand. Udenfor vil Xenia Ramm dekorere området omkring Loppen, så man er stadig velkommen til at hænge ud og nyde solen inden koncerterne starter.

Frigjort Festival inviterer lørdag aften indenfor til et sublimt musikprogram med stærke acts i form af Dóttir, IDK IDA, Kr4n og Martha Elisabeth på scenen. Vi kommer rundt i alt fra singer-songwriter, industriel og poetisk elektronisk musik samt storslået indierock. Aften afsluttes med ZAAR og Nuri, der hver har deres eget originale take på den elektroniske musikgenre, hvor der er rigeligt plads til både fordybelse og dans. 

Via sine effektpedaler og et stort setup af synthesizere, sequencere og melodiske trommer skaber ZAAR med sit band en storslået og eksperimenterende lyd, der kunne svare til et større orkester. Musikken er et kontrastfyldt og kompromisløst lydunivers, der både vil provokere med pulserende beats og intense synthflader, men som også rører med smukke og sårbare øjeblikke.

Producer og percussionist NURI er oprindeligt fra Tunesien men nu bosiddende i København. På scenen er han en maskeret heksedoktor, som kanaliserer de glemte rødder fra hans hjemland gennem et mix af afrikansk futurisme, dyb bas, organisk percussion og polyrytmiske grooves. Musik fra samme univers som eksempelvis Clap Clap og Dengue Dengue Dengue.

Hans debutalbum Drup er en hyldest til tunesernes afrikanske ophav og en bro til andre traditioner, fyldt med percussions og vokaler fra hele det afrikanske kontinent, men også fra Asien, kombineret med digitalt arbejde for at smelte nutiden og datiden sammen.

DÓTTIR er en upcoming, dansk-færøsk musiker, som med sit eksperimenterende, mytiske kendetegn øjeblikkeligt kravler ind under huden på dig. Lydbilledet bevæger sig mellem intime og kraftfulde passager i et fængende og melankolsk univers, der tager lytteren på endnu en mørk rejse ind i sindet, men samtidigt åbner op for håb og forløsning.

KR4N [‘kʁɑn] er en elektronisk duo med et fundament, støbt i en nostalgisk kærlighed til synthezisers. Lyde fra fortid og fremtid forenes poetisk i nuet, når Kr4n - bevæbnet med et par håndfulde synkroniserede maskiner - bevæger sig legende igennem et dynamisk og transcenderende univers.

MARTHA ELISABETH hylder den gode melodi og de enkle, smukke og poetiske elementer i musikken. Både toner og tekster tematiserer en balancegang mellem smerte og kærlighed, og det lydmæssige univers, der bliver skabt som følge, er utrolig inderligt, ærligt og en blanding af lys skønhed og mørk melankoli.

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 15. jun 2019
Add to Calendar