SØNDAG 11. APR 2021 - KL 19.00
UDSOLGT

OBS! RYKKET TIL NY DATO

HVALFUGL

OBS! Koncerten er rykket til søndag d. 11. april. Billetkøbere vil modtage mail fra Tikkio med info om refundering eller ombytning af billetter til gavekort. ​

Årets Vinterjazz står for døren. Søndag d. 7. februar lægger trioen Hvalfugl vejen forbi Loppen, hvor vi får lov at opleve deres bud på jazzet folkemusik, der elegant sender tankerne i retning af lyse nordiske nætter og efterårsglød i trækronerne. 

Den aarhusianske trio Hvalfugl tilhører en spændende ung generation af musikere, som bygger bro mellem nordisk folkemusik og jazzens klang. De har skabt et unikt fælles lydbillede med kontrabas, el-guitar, klaver og harmonium. Hvalfugl mener selv, at den særegne sound kommer fra en blanding af en ældre nordisk musiktradition, samt inspiration fra mange moderne musiktyper som jazz, folk og world.

“...man har vitterligt ikke svært ved at føle sig hensat til et bølgende dansk landskab udsat for et mildt vejrlig, når man lader sig føre med ind i musikkens natur i selskab med trioen” - Kim Skotte, Politiken (4/6)

Allerede med EP’en En Dag I Oktober og debutalbummet By, fik trioen en del opmærksomhed fra både danske og udenlandske medier. I 2019 udkom album opfølgeren Som En Faldskærm, og atter var pressen begejstret. Som En Faldskærm nuancerer Hvalfugls gennemgående kredsen omkring lethed og tyngde, sorgløs sommerstemning og uudgrundelig efterårsmelankoli. En balance, som man også finder i den danske og svenske folkemusiktradition, som Hvalfugl henter en stor del af inspirationen fra. 

Deres seneste albumudspil, Øjeblikke Vi Husker fra 2020, er et nyt kapitel, der med gæstemusikere formår at føre Hvalfugls lydunivers op i nye højder. Albummet er blevet modtaget med positive ord blandt anmeldere.

”…endnu engang et enkelt udspil med drømmende sekvenser, som man får lyst til at rulle sig i.” – GAFFA (5/6)

“Hvalfugl er noget af det smukkeste, der er sket for dansk jazz i mange år. Det bliver bare ved. Nu med tredje album, Øjeblikke Vi Husker.” 
- Niels Overgård, Jazznyt

Så glæd dig til at svæve med ud i Hvalfugls drømmende lydlandskaber på Loppen den første søndag i februar.

TILFØJ TIL KALENDER
Søndag 11. apr 2021
Add to Calendar