LØRDAG 14. NOV 2020 - KL 20.00
UDSOLGT

JJ PAULO(DK/TZ)

AKP(DK)

I starten af juli skulle dansk/tanzanianske JJ Paulo have sat gang i publikum på årets Roskilde Festival med sin smittende, pulserende energi. Selvom en virus satte en stopper for dén drøm, sætter det ikke en stopper for JJ Paulo, når han rammer Loppen til november. 

Med en kombination af varme afrikanske grooves, rap, afrobeat-inspirerede sange og skyhøj energi leverer den unge sanger og producer JJ Paulo ikke bare en koncert, men et show. JJ Paulo er født i Tanzania, hvor musik og dans ofte er et kollektivt anliggende, og hvor alle deltager. Sådan er det også til JJ Paulos koncerter. Her leveres afrikanske rytmer med selvtillid, charme og ikke mindst utrættelige energi, som resulterer i store smil og ild i fødderne fra publikum. 

Den seneste udgivelse fra JJ Paulo, 'Bujoram' har modtaget et væld af rosende ord  fra blandt andre de svenske og danske P3-kanaler, hvor han har opnået status som “ugens artist” og “ugens lyd”. JJ Paulos showmanship på scenen har desuden fået værterne i P3-programmet Vidundergrunden til at kalde JJ Paulo for “Danmarks bedste liveperformer”. Der er ikke noget at sige til, at han allerede har fået stor opmærksomhed i Østafrika og de nordiske lande, og i år skulle have spillet på bl.a. Spot Festival og Roskilde Festival.

Afrikansk musik nyder en enorm popularitet i hele verden, og det er kun et spørgsmål om tid, før JJ Paulo gør det samme. Glæd dig til at opleve ham live på Loppen til november!

Support:
AKP er en yderst velkendt DJ fra det københavnske natteliv. AKP startede som fast DJ for Kaka og blev efterfølgende resident DJ på den velkendte dancehall klub - Donkey Club. AKP, med det borgerlige navn Andreas, har spillet på samtlige store scener i Danmark såsom Roskilde Festival, Skanderborg, Store Vega etc., og han har varmet op for et utal af store artister fra både ind- og udland. AKP trodser sine danske rødder og spiller musik der bringer folk til varmen og hans inspiration kommer fra en tur til Sierra Leone. Han er en brandvarm cocktail af afrobeats, dancehall og hiphop mixet med et twist af den vigtigste ingrediens... nemlig energi!

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 14. nov 2020
Add to Calendar