LØRDAG 07. MAR 2020 - KL 21.00
KØB
FORSALG: 110KR

JOYCE

De har allerede spillet for et fuldstændig pakket H15, udsolgt deres kun anden koncert på Stengade, Roskilde har booket dem til sommer og de er en del af VEGA’s UDVALGTE. Nu udgiver Joyce den nye single "Djævlen" og spiller koncert på Loppen d. 7. marts.

Joyce, der kun har eksisteret i et halvt år, blev dannet en sen nat efter en åbenbaring på Escobar på Nørrebro. “Jeg skulle tilbage til rødderne. Tilbage til garagen” udtaler forsanger Sebastian Wegener, der samme nat tog ned i kælderen og klokken 6 om morgenen var grundstenen til bandets debutsingle "Tomme Ord" lagt. Denne blev "Ugens Kanon" på P3 og P6.

Dén energi og spontanitet har været central i bandets udvikling og udtryk. Og som et af dansk musiks nye og helt store håb, kondenserer de tidens musikalske ånd med tråde tilbage til de store rockkoryfæer. Joyce skriver sange ud fra en umiddelbar mavefornemmelse og energi, som også er det særegne der gennemsyrer deres koncerter. Bandet udsender nu singlen ‘Djævlen’ med tilhørende lyrikvideo der indfanger den kraft, tekstmæssige dybde og vildskab, som punk-popbandet syder af. Om singlen siger de:

“Djævlen er en realisering af, at det onde i én selv har vundet. Den udforsker dualiteten af det stille og følsomme overfor det eksplosive og voldsomme - både lyrisk og musikalsk. Man kan kalde det en slags fornægtelse af, hvad der foregår oppe i ens hoved - vi tror i hvert fald ikke på hverken engle eller dæmoner.”

På trods af deres korte levetid, har ordet spredt sig i den københavnske undergrund om et band, der fra første anslag har en sindssyg energi og nerve live. Og rygtet taler sandt. Da Joyce spillede deres kun anden koncert på et udsolgt Stengade, var det proppede spillested vidne til en kraftpræstation, som tegner lovende for bandets kommende koncerter og debutalbum der lander i 2020.

På scenen kommer Joyce til at smadre alle dine idéer om, hvordan punk-pop skal se og lyde. Mærk lidt af live-energien i den tilhørende video til "Djævlen" og oplev dem på Loppen lørdag d. 7. marts!

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 07. mar 2020
Add to Calendar