LØRDAG 07. APR 2018 - KL 21.00
ENTRÉ: 90KR

JÆRV

SUNDAYS

Denne lørdag byder på dobbeltkoncert med fremadstormende JÆRV og SUNDAYS, der begge flirter med popuniverset, men på hver deres vellydende karakter.

 

“Jeg tror, du venter på et eventyr” - sådan lyder en linje i omkvædet fra ‘Venter du’ med den danske duo JÆRV. Med den seneste EP 'Smuk & Ond' tager de lytteren i hånden og med ind i netop et eventyr. Med lige dele fandenivoldskhed og inderlighed formår forsanger Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt at fortælle os om livets vendepunkter og som i et eventyr tager JÆRVs musik folk andre steder hen.

Duoen kreerer sange med fængslende og malerisk lyrik og kraftfulde produktioner, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem new wave og electronica. Med dette afsæt går de efter at sætte et nyt aftryk i den dansksprogede poptradition, hvilket duoens intense koncerter bevidner.

 

Den aarhusiansk-baserede folkpop-kvartet, SUNDAYS, har på kort tid skabt sig et navn på den danske undergrundsscene, som de med hastige skridt bevæger sig videre fra. SUNDAYS er centreret omkring den nordjyske sanger og sangskriver, Magnus Jacobsen, og kvartettens særegne stil væver sig gennem poppens melodiøsitet, indierockens melankoli, og folkscenens lidenskabelige tekstunivers.

Gruppens iørefaldende lyd illustreres fint på den flotte debut EP ’The Day Will Come’ fra marts sidste år og de seneste singleudspil lover godt for bandets kommende debutalbum. I en live-anmeldelse fra SOUND OF AARHUS får SUNDAYS også flotte ord med på vejen og kalder deres optræden for "mind-blowing and breathtaking”.  

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 07. apr 2018
Add to Calendar