LØRDAG 03. NOV 2018 - KL 21.00
ENTRÉ: 170KR

KIRA SKOV

Kira Skov mistede sin mand Nicolai Munch-Hansen i slutningen af februar måned sidste år. Nicolai var foruden at være hendes ægtemand og far til deres søn Morgan, også hendes tætteste musikalske samarbejdspartner igennem de sidste 13 år.
Som en måde at bearbejde sin sorg på begyndte Kira kort tid efter Nicolais bortgang at skrive sange til sin mand. Sange om livet og den pludselige død og det chok som fulgte i kølvandet. Dette blev en måde at give sorgen en form på og ligeledes har det været en måde at have fornemmelsen af en fortsat kommunikation, til dels pga. deres meget stærke fælles sprog i musikken.

Sangene tager udgangspunkt i Kira´s personlige tab, men favner samtidig et universelt tema som vedkommer os alle. Det musikalske univers udfolder sig i intime rammer med sparsom instrumentering. Elektriske og akustiske guitarer, violin, cello, kontrabas og percussion. Det er sange med historiefortællingen i centrum, med referencer til en sangskrivertradition som bekender sig til bl.a. Leonard Cohen, Joni Mitchell og Townes Van Zandt.

Kira indspillede det nye album i Portisheads studie i Bristol, med sin mangeårige samarbejdspartner, produceren John Parish (PJ Harvey, Sparklehorse, Tracy Chapman m.fl.) i Dec. 2017. Kira modtog store anmelderroser for pladen samt den efterfølgende turné.

Kira spiller på Loppen i November hvor hun vil opføre sange fra den nyeste plade, samt en række udvalgte sange fra hendes efterhånden omfattende bagkatalog.

Line up:
Kira Skov/vokal/guitar
Oliver Hoiness/guitar
Silas Tinglef/Guitar/trommer
Maria Jagt/violin/cello
AC Anders Christensen/kontrabas

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 03. nov 2018
Add to Calendar