Den Los Angelesbaserede surfkvartet, La Luz, udgiver d. 11. maj deres tredje og mest ambitiøse studiealbum til dato "Floating Features", og drager i den forbindelse på en omfattende Europatour til efteråret og gæster ligeledes Loppen til september!
"Cicada" er første udspil fra den kommende plade og et tydeligt eksempel på, at surfrock både kan være teknisk opfindsomt, men stadig være mere festligt og underholdende end alle andre genrer. Selvom gruppen har tydelige referencer til surflegender som The Surfaris og The Ventures, bliver La Luz-miksturen også tilsat en tilpas mængde psych og doo-wop, hvor melodierne ofte akkompagneres af flerstemmige vokalharmonier.
De fire strandløvinders koncerter koger af energi og ender ofte ud i charmerende dansetrin og crowdsurfing, så der er masser at glæde sig til, når La Luz lægger vejen forbi Loppen d. 8. september!
Support: Boys
Bag kunstnernavnet, Boys, gemmer sig den 22-årige Nora Karlsson fra Stockholm. Nora begyndte at skrive sine egne sange som 17-årig i barndomshjemmet i Umeå, men hendes sangskrivning og musikalitet har nået helt nye højder efter, at hun i længere tid har turneret verden rundt som guitarist for det svenske psych-popprojekt, HOLY.
Hendes debutalbum, Rest In Peace, fra maj måned har allerede opnået anerkendelse fra internationale medier som Stereogum og Line of the Best Fit. På Noisey skriver de, at de er "baffled by the fact that this, her debut LP as Boys, hasn't been on every indie-pop fan's lips for months".