The Love Coffin fra København er efter et par lovende EP’er, 'Veranda' (2015) og 'Buffalo Thunder' (2016), endelig klar med deres debutalbum, der udgives i et dansk/fransk joint-venture mellem københavnske Bad Afro Records og det Paris-baserede Third Coming Records. Albummet Cloudlands udkommer den 28. september og demonstrerer bandets bidske lyd i sit hidtil fineste destillat.
The Love Coffins sange handler om kontraster – om det så er i musikken, som bevæger sig ubesværet fra fintvævet melodisk melankoli til ætsende dissonante vulkanudladninger af støj – i deres tekstunivers, som bedst kan beskrives som pendulrejser mellem sindets allermest ildevarslende, tjæresorte huller og lysninger af blussende optimisme – eller i skismaet mellem forsanger Jonatan K. Magnussens gloende intime vokaler og de filmiske vidder af et rocklandskab, hans bandkammerater maner frem omkring ham.
Bandets udtryk er dog først og fremmest helt deres eget. Under alle skrammerne finder man både ømhed, råhjertet ærlighed og et svimlende, fælles talent. Disse fem gutter er lige her, lige nu, og de går direkte efter struben.
The Love Coffin består af forsanger og guitarist Jonatan K. Magnussen, Kristian Alexander på guitar, Lasse Christiansen på keys og guitar, Tue Einar Bakfeldt på bas og Alexander Vitus på trommer.
SUPPORT: Collider
Dima Novicheko og Jenia Bichowski dannede Bichkraft i vinteren 2014. Bassisten Serzh Kupriychuk tilsluttet sig gruppen umiddelbart efter og bandet underskrevet kontrakt med Brooklyn NY-selskabet, Wharf Cat Records, som udgav kult-hit-albummet ”Mascot”. Kort efter sluttede Jenia Fenec sig til på live trommemaskiner og kvartetten indspillede albummet ”Shadoof” i deres hjemby Kiev i Ukraine. Bichkraft blev herefter inviteret til at spille til Pitchfork Northside Showcase i juni 2016. Mens bandet nød godt af opmærksomheden fra Pitchfork i NY, brugte de også tiden og den positive energi på at indspille nye numre med Carson Cox (Merchandise) og Mike Kutchman. Dette album, med titlen 800, blev udgivet af Wharf Cat Records den 16 marts i år, og bandet har siden da turneret verden rundt og blandt andet spillet med grupper som WALL, Merchandise, Sonic Death, Selbram, Sediment Club, Bambara, Ian Svenonius og danske Lust for Youth.