SØNDAG 13. JUN 2021 - KL 19.00
KØB
FORSALG: 100KR

MÅNESKJOLD

'SØLVHJERNESKALLER' RELEASE

Syrerock, heavy metal, punkrock og retro-futurisme. Det er blot nogle af ingredienserne i Måneskjolds trippede cocktail, som bandet serverer på Loppen søndag d. 13. juni, når de fejrer udgivelsen af deres andet album Sølvhjerneskaller, og du er inviteret!

Den danske psychrock-scene har de sidste mange år opfostret en lang række eminente bands, og i dette psykedeliske solsystem lever københavnske Måneskjold i et kredsløb for sig. Et kredsløb brusende af energi og nerve, som strømmer igennem bandets medrivende koncerter, og for længst har skaffet dem en solid og trofast fanskare.

I midten af april sender Måneskjold sit andet album Sølvhjerneskaller ud i atmosfæren. Albummet følger op på den anmelderroste debut, Kometen Kommer fra 2016, og dykker dybere ned i den psykedeliske spacepunk, der har kendetegnet Måneskjold lige siden bandets fødsel.

Sølvhjerneskaller spænder over alt fra akustisk psychrock over dronende, hypnotiske jams til næsten progrock-lignende eposer, og er et mere varieret og modent album end sin forgænger. Albummet følger to fortællinger, der omhandler ødelæggelse og genfødsel, og fylder henholdsvis side A og B på den fysiske vinyludgivelse.

Side A følger legenden om Sølvhjerneskallerne: En historie om indre uro præsenteret som en intergalaktisk odysse, hvor vi følger fortællerens søgen efter en del af ham, som er tabt. Fra udvindelsen af råmaterialer på fjerne planeter og tilbage til skovene på jorden, virker det som denne søgen aldrig skal få en ende.

Side B giver os historien om Primus: En mand, der er dødeligt såret efter ødelæggelsen af jorden gennem naturkatastrofer. Ombord på et et rumskib vågner han i en hospitalsseng. Efter opvågning indser han, at hans krop og bevidsthed begynder at smelte sammen med rumfartøjet.

Albummet udkommer fredag d. 16. april og du har derfor god tid til at dykke ned i de psykedeliske fortællinger, inden Måneskjold igen lander på Loppen i juni, og tager os med ud i outer space!

TILFØJ TIL KALENDER
Søndag 13. jun 2021
Add to Calendar