TORSDAG 23. FEB 2017 - KL 20.30
ENTRÉ: 90KR

MC EINAR & KUNTAKT

Sammen med musiker og lydtekniker Tim Graubæk, skaber MC Einar & KunTakt et grænsebrydende lydunivers. Modsætninger sættes op mod hinanden. Jazz møder elektronica, Rap møder poetry.

Med ”Åben dine læber” er MC Einar & KunTakt gået i musikkens og lyrikkens tjeneste. De lader hvert nummer og hver tekst komme til sin egen ret. Det resulterer i et album med store spændinger. Et album der bliver svært at sætte genrebetegnelse på. ”Vi tror at vi har lavet en plade, som vil overraske mange lyttere, men vi tror samtidig mange vil tage den til sig og holde af den. Det vigtigste har været at lave en plade som uden tvivl er vedkommende og relevant”, siger Anders Bast (Saxofon/Keys i KunTakt). 

Tilfældet ville at de to hovedforfattere bag teksterne på pladen, desværre er gået bort før pladen udkommer. Der er tale om Rune T. Kidde og Mark Hebsgaard. Begge har haft et længere samarbejde med MC Einar & KunTakt. I indspilningsfasen af ”Åben dine læber”, blev det klart at pladen ville blive en hyldest til de to forfattere, og alt tekstmateriale af andre forfattere og bandmedlemmer blev droppet.

MC Einar & KunTakt er: Einar Enemark: rap, Anders Bast: sax/EWI/keyboard/kor, Jens Kristian Andersen: kontrabas/kor, Thomas Præstegård: trommer

"MC Einar & KunTakt har med deres nye album, åben dine læber, lavet noget af det bedste, jeg har hørt, siden Halfdan E og Dan Turèll i 1993 udgav deres epokegørende album Pas På Pengene.

Den klædeligt modne rapper Einar Enemark, og den uhøjtidelige trio KunTakt (Anders Bast, Jens Kristian Andersen og Thomas Præstegård) har – på baggrund af tekster af de to nu afdøde forfattere, Rune T. Kidde og Mark Hebsgaard – skabt et forrygende godt rap-jazz-spoken-poetry-album, som næsten i enhver forstand er som i forlængelse af Halfdan E's og Dan Turèlls nu 23 år gamle perle.

MC Einar skal dog særligt have ros for – med sin troværdige og dramatiske vokal, sine lyrisk, musikalske recitationer – at tage stafetten op, hvor Dan Turèll slap den." (GAFFA - April 2016)

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 23. feb 2017
Add to Calendar