FREDAG 03. SEP 2021 - KL 21.00
ENTRÉ: 80KR

OFFERNAT

DYING HYDRA

Så er der endelig gode, dystre nyheder til jer, med hang til at svinge håret til tung rock. Fredag d. 3. september har vi nemlig gravet os ned i den døde undergrund og hevet to af Københavns nyeste og mørkeste metalbands, Offernat og Dying Hydra, op fra dybet. Det bliver ondt og lækkert, og lige som I kan lide det!

OFFERNAT
Offernat er en ny københavnsk metaltrio dannet i starten af 2020. Efter lidt mere end et år i skyggen af en lockdown og en ikke-eksisterende livescene, har bandet nu udgivet sit første udspil i form af den selvbetitlede EP Offernat, der udkom d. 11. juni. EP’en er indspillet i efteråret 2020 i Black Tornado Studios i samarbejde med Simon Sonne Andersen (Orm, Taphos), der har sørget for at indfange bandets rå live-energi.

I et samarbejde mellem musikere fra vidt forskellige baggrunde, er Offernat  en kreativ heksekedel, hvor soniske landskaber udforskes i en nysgerrig og eksperimenterende afsøgen, og det mest voldsomme og dissonante spilles op mod simple melodiske linjer og sørgmodige harmonier. Stilistisk trækkes der både tråde til bl.a. hardcore, black metal, progressiv metal og post metal, alt sammen i en overvejende mørk og dyster ramme.

I Offernat er der et rituelt aspekt. En Offernat er tilstanden, hvor man fjerner sig fra det rent menneskelige og omfavner naturen, det primale, den altomsluttende væren og bevidsthed, som vi alle er en del af. Netop dette kan man gøre i musikken, ved at spille den, ved at opleve den. Man træder ind i et rum og giver slip - ofrer sig selv og bliver hel igen.

DYING HYDRA
Dybt nede i en sonisk afgrund af slam og snavs har et bæst udviklet sig. Dying Hydra er en gigantisk trehovedet Hydra - opstået af den beskidte og klæbrige Københavnske undergrund. Den ualmindelig tunge trio har sat sig for at lægge deres publikum ned med et knusende tungt og uhyre beskidt lydbillede – bakket op af svævende, originale, visuelle effekter, der opsluger virkeligheden. Sammen - som dødelige - producerer de nu knusende tung musik i form af den udødelige Hydra.

Dying Hydra blev dannet i København i foråret 2018, og består af Lars Pontoppidan (guitar / vokal), Patrick Fragtrup (guitar / vokal) og Tejs Kyhl (trommer). Bandets medlemmer har hver især mere end 10 års erfaring på den danske metalscene, hvor de tidligere strejfede rundt med et nu opløst band.

Efter bandets medlemmer fandt sammen igen som trio - uden bas, men suppleret af oktavpedaler, der giver tyngde i lydbilledet - opstod en ny styrke og inspiration, der materialiserede sig i det, der nu er blevet bandets kendetegnende gigant tunge og altopslugende atmosfæriske lyd.

Så glæd jer til at give slip på jer selv i den altopslugende atmosfæriske lyd, når de to Københavnske metalbands indtager scenen på Loppen d. 3. september.

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 03. sep 2021
Add to Calendar