FREDAG 04. JUN 2021 - KL 21.00
UDSOLGT

PAPIR

'JAMS' RELEASE

Efter to års pause på udgivelsefronten er københavnske Papir endeligt tilbage med deres syvende studiealbum, Jams. Det fejrer bandet med en releasekoncert på Loppen fredag d. 4. juni, hvor vi igen får lov at dykke ned i deres drømmende lydlandskaber.

Bag det lidt beskedent klingende bandnavn, Papir, gemmer sig en verden af tranceskabende temaer, opfindsomme riffs og et sammensurium af jazz-inspirerede og psykedeliske stemninger, som på ingen måde stemmer overens med det tynde materiale, som bandet har taget sit navn fra. 

I begyndelsen af 2020 gik Nicklas Sørensen, Christian Becher Clausen og Christoffer Brøchmann i studiet for igen at lade deres tre instrumenter smelte sammen i den smukke symbiose, vi kender som Papir. Det er fra denne studiesession, at bandet nu giver os albummet, Jams, som bandet selv til at sætter nogle ord på her:

"Nu har vi gjort det, som vi egentlig altid (også) har gjort. Men denne gang er det blevet til en plade. Jams består af et udvalg af såkaldte jams fra vores seneste ophold i noget så gammeldags som et pladestudie (eller er det overhovedet gammeldags!? Vi er, som altid, i tvivl). En dobbelt LP med Papirjams. Simpelthen. Ude på Stickman Records. Vi indspillede også noget andet musik, da vi var i studiet, men det er ikke færdigt endnu.

Papir er iøvrigt et rockband eller ihvertfald et instrumentalt band, en trio eller ihvertfald tre mennesker, der spiller musik eller frembringer lyd sammen. Ja, okay. Det må være godt nok." 

Det er i hvert fald alt rigeligt for os, og vi kan slet ikke vente med at kaste os over et nyt dobbeltalbum (!!!) fra et af Danmarks ypperste rockbands - for slet ikke at tale om koncerten den første fredag i juni!

Jams udkommer fredag d. 9. april på Stickman Records. 

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 04. jun 2021
Add to Calendar