PLÖK

De 4 odenseanske venner kalder selv deres musik for afromathtrancerock med catchy melodier, som man kan danse til og skråle med på. Det er lidt af en mundfuld at sluge, men deres musik kan heller ikke så let placeres i én genre, da det både har rødder i rocken og samtidig bevæger sig inden for det elektroniske univers. Det giver en original, spændende og skæv lyd, som man ikke helt kan sætte fingeren på.

I 2007 tournede de rundt i USA med deres EP “You tie a rock to your leg cuz it fits you”, og deres selvudgivet debutalbum “Sing Us Yr Guillotine Gospel” blev produceret af Q og Kned, der har drejet knapper på albums af bands som f.eks. Figurines.

I 2012 udgav de albumet Infolympics, som fik varme anmeldelser fra bl.a. Gaffa, der gav det 4/6 stjerner og Lydtapet gav dem 6/6 stjerner og udtalte:

 “Det er muligvis det mest stilsikre og velspillede album jeg har hørt fra et dansk band i meget lang tid. Hele pladen er nærmest en opvisning i hvad bandet kan. De har et uovertruffet samspil og en original måde at skabe deres lyd på. Og nu har de også efter min mening et af årets suverænt bedste albums Infolympics i bagagen”

På Infolympics fokuserer de i langt højere grad på deres liveoptræden efter at have indset, at det var det, deres primære inspirationskilder også gør. Det betød et farvel til ekstra dups og unødvendige spor, og de har allerede spillet på diverse spillesteder landet over samt på SPOTfestivalen, så et uerfarent band kan man i hvert fald ikke kalde dem.

THE SLAUGHTERHOUSE 5

Siden udgivelsen af debutpladen ”Alban B. Clay” har det Aarhus baserede, selverklærede ”døds-pop orkester”, The Slaughterhouse 5 vundet bredspektret opmærksomhed på deres lytter-provokerende kompositioner og på deres kompromisløse udfordring af det gængse pop-/rockformat. En opmærksomhed der blandt andet har udmøntet sig i en række af højstemte gloser fra anerkendte undergrundsandmeldere såsom britiske Musical Mathemathics og canadiske Spread og som følge heraf, har sendt bandet på en britisk tourné i efteråret.

Debutpladen, der formmæssigt parodierer klassiske rockoperaer såsom Pink Floyds ”The Wall”, fortæller på subtil og underholdende vis historien om den ”hipsterkorrekte” kunstertype Alban B. Clay og dennes forfald til et komplet af-menneskeligt stadie. En sortsatirisk fortælling der på engang forunder og forstrækker lytteren i kraft af dens opsigtsvækkende lyriske sammenblanding af eksplicit morbiditet og melodramatisk popsødme.

Musikalsk er pladen, som resultat af dens usammenlignelige vekslen mellem det disharmoniske og det ligefremt poppede, bedst beskrevet ved bandets eget ”dødspop”-prædikat, mens den nok i særlig høj grad vil tiltale fans af den alternative rockmusik, udtrykt ved bands såsom ”The Mars Volta” og ”Muse”.

Som liveband udmærker The S5 sig ved deres gennemførte og helstøbte optræden. Således udføres debutpladen i sin musikalske helhed, mens dens bizarre karakterkatalog vækkes til live på scenen i kraft af live-teater, popkoregrafisk dansenomkring og et gennemgående vanvidskontrolleret scenografisk kaos. Der stilles altså garanti for en ekstraordinær og huskværdig oplevelse, hvad end man går til koncerten med en forudtaget kærlighed for musikken eller ej. Mens resten af pladen venter på sin internationale genudgivelse, kan man lade sig fornøje ved bandets opsigtsvækkende musikvideo til førstesinglen ”Light Bulbs”der herhjemme blandt andet har vundet air-play på DR P6.