TORSDAG 13. FEB 2020 - KL 20.30
ENTRÉ: 100KR

LOPPEN X VINTERJAZZ

SVIN

NILS GRÖNDAHL

Siden debuten Heimat fra 2011 har den københavnske avantgarderocktrio SVIN gjort et stort indtryk på den nationale såvel som internationale scene. Torsdag d. 13. februar vender de endelig tilbage til Loppen og giver koncert under Vinterjazz 2020 med den grænsesøgende violinist Nils Gröndahl som support.

Med fem kritikerroste albumudgivelser i bagagen og talrige turneer i både Europa, Rusland og på Balkan, samt festivaloptrædener på bl.a. Roskilde Festival, Eurosonic og by:Larm, har SVINs bastardrockbølger for længst bredt sig langt udover landets grænser. Oven på en koncert i 2018 under Sharpe Festival i Bratislava fik de følgende rosende ord med på vejen fra det britiske magasin Louder Than War:

“Normally bands like this create their genius in the flickering shadows on the underground but SVIN have enough ammunition to go the whole hog and take the dark power onto the main stages. They are that good.” - John Robb

Samme år kunne bandet fejre sit 10-års jubilæum med albummet Virgin Cuts, hvor bandet blev gendannet som trio. Siden gendannelsen som trio har bandet fundet ind til en tvetydig, ofte mørkere og mere kompleks lyd, der udfoldes på træblæsere, EWI, trommer, guitar og keyboards, men med gæster på violin, vokal og keyboard.

I 2019 kastede SVIN sig ud i et samarbejde med Aarhus Sinfonietta, og opførte det ambitiøse værk Elegi (græsk for 'klagesang') til Aarhus Festuge. Gaffa var yderst begejstrede for opførelsen af det mere afdæmpede værk, og kastede fem stjerner efter koncerten. Kort sagt er der altid noget på spil, når SVIN giver koncert, og det samme gælder aftenens anden optræden, der leveres af violinist og støjmager Nils Gröndahl.

Nils Gröndahl er en dansk violinist og komponist med stærk hang til elektriske bearbejdninger af violinens lyd og muligheder. Gröndahl var fra sluthalvfemserne i bandet Under Byen med til at åbne og definere et nyt kapitel i dansksproget populærmusik. I 2014 udkom Gröndahls intense og støjende solodebut Endlos Routinen, hvor meget var indspillet live i studiet med loop-pedal og store guitarforstærkere.  

Siden hen har Gröndahl bevæget sig over i et mere pulserende og minimalistisk udtryk, og er altid garant for en eksplosiv optræden med nerve og intensitet.

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 13. feb 2020
Add to Calendar