FREDAG 30. SEP 2022 - KL 21.00
ENTRÉ: 120KR

TRICOT(JP)

CYANO

I over et årti har det alternative rockband, tricot, været bannerførere indenfor japansk rock. De er udnævnt til ikoner grundet deres repræsentation af kvinder i japansk rock, men er lige så meget hyldet for deres unikke tilgang til musikken, som er en blanding af J-pop, math-rock og post-hardcore. Gå ikke glip af et af Japans mest spændende bands, når Tricot rammer Loppen d. 30. september med københavnske Cyano som special guests.​

tricot er et japansk alternativt rockband, der blev dannet i den historiske og kulturelle by Kyoto i 2010. Bandet består oprindeligt af de tre kvindelige stiftere, Ikkyu Nakajima (vokal/guitar), Motoko “Motifour” Kida (guitar / backingvokal) og Hiromi “hirohiro” Sagane (bas/backingvokal), men kort efter dannelsen sluttede den mandlige trommeslager Kazutaka Komaki sig til i 2011, og var med til at etablere deres eget selskab, Bakuretsu Records.

Til trods for at de i mange år er blevet betegnet som et math-rock, emo- eller hardcoreband, tager bandmedlemmerne i tricot afstand fra al genre-elitisme. De finder inspiration i alt fra pop til heavyrock, og vil helst ikke låses fast til én kategori, men deler dog gerne ud af inspirationskilderne, som tæller alt fra Ringo Sheena til Morning Mosume og System Of A Down.

J-pop inspiration er heller ikke til at tage fejl af, og én af deres mest velkendte sange, den boblende Ochansensu-Su, er et fremragende eksempel på, hvordan bandet mesterfuldt blander pop og komplekse rytmer. Deres lyd er en smitsom blanding af J-poppens melodiske catchyness, math-rockens legende offbeat-kompleksitet og en til tider presserende aggression fra post-hardcore. 

Med deres 2020-udgivelser "Black (真っ黒)" og "10" er lyden skåret mere efter en standard poprockskabelon, men stadig med plads til spontanitet og ikke-kalkulerede breakdowns. Den japanske kvartets kreative musikfilosofi står stadig lige så knivskarp, som da de udkom for 11 år siden, og live står de lige så klar, som da de sidst imponerede Loppen i 2016. Vi ser frem til at byde bandet velkommen tilbage på scenen september!

Support: Cyano
Cyano er navnet på den københavnske math-rock trio, der sparker døren ind med et smil på læben og leverer skæve taktarter, tunge riffs og hæsblæsende underholdning for hele familien. 

Bandet har udover sine to EP’er lavet en række livesessions som demonstrerer dets alsidighed og musikalske univers. Sangenes tematik kredser om steder i verden, som bandet har en kærlighed til, hvilket skinner klart igennem, når sangene udfoldes på scenen!

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 30. sep 2022
Add to Calendar