Oplev morgendagens stjerner på Loppen, når vi i samarbejde med ORA og AuditionDays inviterer til en eklektisk rockbuffet bestående af 114Hz, VAKUUM og OK ECHO på scenen torsdag d. 13. april!
Når 144HZ står på scenen, gør man klogt i at lade sig rive med og acceptere et par genremæssige bank. Bandet smører deres ellers poppede indie-rock udtryk, med en ny western inspireret lyd, for netop at bryde med den velkendte indierock-scene. Musikken er velovervejet og indadvendt, men energien er ekstrovert og storladen.
144Hz er drømmenes land, hvor musikken byder på 80’er synths, rå distortede guitarriffs og kulørte elektroniske lag, der giver lyden et sjovt, udefinerbart præg. Teksterne kredser om alt fra biografture til usikkerheder i et finurligt tekstunivers, komplimenteret af Kaspers brede registre og rå undertoner. De mange indspark giver lyden et legende, og til tider satirisk, præg, som især kommer til udtryk, når musikken spilles live. Livescenen er netop der, hvor 144Hz bør opleves. Med deres smukke lyd og levende optræden, gør de sig mærkbare blandt publikum
I et virvar af pulserende lydflader tilsat David Lynge’s insisterende og messende vokal drager VAKUUM lytteren ind i et råt og anarkistisk univers, hvor meningsløsheden skaber grobund for løsrivelse og forløsning. Trioen skaber en legemliggørelse af tidens flygtige tendenser, og det er bare om at klamre sig fast, så snart maskineriet er sat i gang. Med en post-punket attitude, industrielle klange og hiphoppens flow er VAKUUM en genremæssig hybrid, der udforsker spændingsfeltet mellem det trygge og det ukendte. Lyden er en forening af menneskeligt nærvær, pulserende synthflader og et maskinelt drive.
OK ECHO er et nyt københavnsk alternativt pop/rock band med genlyd fra 90’erne og 00’erne. Deres sange bærer præg af et modent udtryk af storbysliv som ensomhed, paranoia og konformitet. Sangene er i høj grad en tilbagevendning til en mere guitarbaseret rocklyd, dog er de elektroniske elementer stadig en væsenlig faktor i gruppens musikalske udtryk.
Koncerten er en del af AuditionDays, der arrangeres af ORA, og som er støttet af Statens Kunstfond. I dette efterår består AuditionDays af hele 42 koncerter med 42 nye danske artister fordelt på spillesteder over hele landet. Du kan finde hele den øvrige line-up til AuditionDays på Facebook.