TORSDAG 02. MAJ 2024 - KL 20.30
UDSOLGT

APHACA

Op af den københavnske stenbro vokser APHACA – en strålende gul mælkebøtte og et ungt dansk band, der nu står klar med første solo headliner-koncert i København, når de spiller på Loppen, Christiania d. 2. maj 2024!

I den anden weekend af december 2023 slog et udsolgt Store VEGA dørene op for de to unge, selvgjorte bands UNG-SKAB og APHACA, der skulle vise sig at vælte alle de unge mennesker, som var mødt op på en kold lørdag aften. Bands of Tomorrow måtte kvittere med topkarakterer til veloplagte APHACA, hvor de bl.a. skrev:

”APHACA kunne det hele lørdag aften i Store VEGA. Personligt er jeg utrolig overrasket over bandets evne til at forandre og forbedre deres numre på livescenen, samtidig med at besidde en smittende og inspirerende gejst, der associerer sig til nogle af de største navne herhjemme. Med udsigten til ny musik i 2024, er APHACA bestemt et navn man ikke skal sove på” - Bands of Tomorrow (5/5)

APHACA har ulmet i den danske undergrund med udgivelser som triple-singlen Flora Flora, 2022-albummet ET AAR UDEN DIG og senest med evighedsmetaforen "Til Solen Er Sort", der hylder natten, rusen og mennesker, der smelter sammen.

Rumle, Bertram, Bertil og Noah mødte hinanden på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København. Den alternative skoles demokratiske og kreative DNA forplantede sig og slog rod i de fire venner der først og fremmest havde musikken til fælles – musik der ville og skulle ud. Som en mælkebøtte gennem asfalt, inspireret af den gule plantes latinske betegnelse og Det Fris logo, blev APHACA til. 

Deres lyd er umiddelbar, nostalgisk og tidløs, men lige her og nu, funderet i en naturlig nysgerrighed for det enkelte instrument. Teksterne er lige så direkte, som de er billedlige, og trækker på nerven i ungdommen, om man er blomster- eller mælkebøttebarn. 

Forsanger Rumle fra APHACA giver et indblik i, hvad vi kan forvente af APHACA i 2024: 

”Efter halvandet år uden musik er vi begyndt at udgive igen – og halvanden måned efter står vi i Store VEGA, hvor hele salen synger med på både de helt gamle og de nye. Det var crazy og bekræftede os i, at det vi gør sammen i studiet, på scenen og som venner er det helt rigtige. Vi har en masse ny musik og energi, som vi skal vise jer alle de kommende år. Vi starter på Loppen og på SPOT Festival i 2024 og glæder os til at være sammen med alle, der tropper op!”

APHACA kan opleves live i foråret 2024, når de spiller på Loppen i København torsdag d. 2. maj. Billetterne går i salg torsdag d. 14. december kl. 10:00.

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 02. maj 2024
Add to Calendar