Smerz

Efter et år med soveværelsesproduktion har Smerz' nylige liveoptrædener og spredning af musik skabt opmærksomhed og givet jobs i Københavns elektroniske musikmiljø. Den norske producerduo, med base i København, skaber et melodisk og dragende lydunivers, hvor feminin vokal mikses med tunge produktioner. Pt. er duoen i gang med at færdiggøre deres debut-ep. Med kun en sang ude på Soundcloud har de i år alligevel optrådt på bl.a. Roskilde Festival og de store Norske og Svenske festivaler Øya og Way Out West.

We Are The Way For The Cosmos To Know Itself

Den filosofisk-anlagte kvartet We Are The Way For The Cosmos To Know Itself fortæller via deres storladne tekno-pop historier om intergalaktiske sammenhænge. Deres udtryk rejser derved hinsides den gængse teknoscene og diskotekerne, ud i kosmiske dybder og frembringer en stjernestrøet filosofisk tekno-oplevelse.

Live spiller bandet farverige og energiske koncerter, som med lys og tung bas danner rammerne for en helhedsfortælling om intergalaktisk kærlighed, som tryllebinder udi en kosmisk trance.

Saint Cava

Saint Cava består af sangerinde Erika Casier Ramos og producer Andreas Waze. Sammen har de to formået at skabe masser af opmærksomhed omkring deres eksperimenterende, elektroniske R&B.

Baby Blood

Lucy Siame er bedst kendt som grime-fænomenet Lucy Love, men det sidste halvandet år har hun brugt på at udvikle soloprojektet Baby Blood – som optræder for første gang nogensinde på Loppen d. 7. November. I Lucy Love er Lucy ansvarlig for tekst, melodi, udtryk og udseende, mens produceren Yo Akim står for produktionerne. I Baby Blood står hun for alt. Det startede som et teknisk forsøg, men efter at have arbejdet med lydredigering hver eneste dag for at finde frem til kernen i sit eget musikalske univers, er hun nu en bona fide producer.

Lucy har i Baby Blood fremtryllet et musikalsk alterego - en forklædt superheltinde, der repræsenterer og understøtter sit stemningsfyldte lydunivers. Det endelige resultat er en R’n’B-betonet og æterisk verden for sig, der rent konceptuelt fungerer som en fuckfinger til janteloven: det her er højtideligt musik, der udspiller sig i drømmehøjde - ikke øjenhøjde.

Baby Blood leger med identiteter - det maskuline og feminine mødes i et sonisk kosmos med visuelle cues, der går på tværs af tid, sted og kulturer: Kernen her er kunsten, ikke mennesket bag.