Med foråret vender magien tilbage, og det samme gør The Bobby Tenderloin Universe, der genbesøger København efter en fuldstændigt proppet koncert på La Fee Verte sidste år. Oplev den kosmiske country-cowboy, når han besøger Loppen lørdag d. 22. april med Aske Skat & Kjartan Bue som special guests!
Nogle vil måske sige, at legenden om Bobby Tenderloin begynder på samme måde som alle andre legendariske historier. Andre vil måske sige, at magien ligger i detaljen. Én ting er sikkert; The Bobby Tenderloins Universe er et sted, hvor miserer bliver til mirakler og drømme går i opfyldelse.
Historien om Bobby Tenderloin er en historie om legender, mystisk død, en sakral overførsel af hans bedstefars præstesjæl og et kosmisk kontinuum, og er skrevet i stjernerne og hjerterne på alle væsner, der nogensinde har været, er eller vil være.
Men lige så mytisk som hans tilblivelse er, lige så mytisk er hans musik, og som en kosmisk Lee Hazlewood tager The Bobby Tenderloin Universe dig med på med musikalske rejse med sin barytonvokal, der tidligere har været på en legendarisk tour med selveste Orville Peck.
Kort sagt er The Bobby Tenderloin Universe en must see-oplevelse, så kom og mærk magien på Loppen, når den kosmiske country-cowboy gæster Loppen d. 22. april med Aske Skat og Kjartan Bue som special guests!
ASKE SKAT & KJARTAN BUE
Guitarist og sangskriver Aske Skat - bedst kendt fra “Aske Skat & His Psychedelic Country Band - har lavet nye sange og drager på fælles dobbelt-solo-tour med Kjartan Bue til foråret, hvor de sammen med violinist Liv Lumia fortolker hinandens numre i en lang fælles koncert bestående af både nye og gamle sange fra dem begge.
Med en instrumentation bestående af banjo, sav, violin, mundharmonika og korharmonier vil trioen dyrke initimiteten i den lidt mere skæve folk afdeling, som du roligt kan glæde dig til, inden The Bobby Tenderloin Universe indtager scenen.

