TORSDAG 24. FEB 2022 - KL 20.30
KØB
FORSALG: 120KR

LOPPEN X VINTERJAZZ

CLEMENTINE VALENTINE(NZ)

F.K.A. PURPLE PILGRIMS

KINLAW(US)

Purple Pilgrims skifter navn til Clementine Valentine og tager på Europatour i det nye år, der bringer den new zealandske dream pop-duo forbi Loppen d. 24. februar. De får følgeskab af den amerikanske danser og musiker, Kinlaw, og mon ikke vi også kan forvente nyt materiale fra det skønne sfæriske søsterpar. 

Der er noget særligt eventyrligt over de drømmende lydbilleder, som Clementine og Valentine Nixon i næsten 10 år har næret med deres synske søsterskab og stærke rejselyst, der har fuldt dem siden barnsben. En rejselyst, der uden tvivl har affødt kunstnernavnet, Purple Pilgrims, men ikke nødvendigvis skal ses som et ønske om at bevæge sig rent fysisk. 

"Purple Pilgrims may have no particular destination in mind, but their incantatory voices have the power to transport" - Pitchfork (7/10)

Tvillingernes opvækst foregik i pendulfart mellem Hong Kong og New Zealand, hvor tiden blev slået ihjel gennem skønlitteratur og dagdrømmeri, hvilket afspejles i deres iørefaldende og krøllede englestøj, hvor dream pop, folk og kosmisk jazz flettes sammen på smukkeste vis.

Oven på deres seneste album, Perfumed Earth, der udkom tilbage i 2019, har Purple Pilgrims turneret med blandt andre Aldous Harding og Weyes Blood, men når duoen drager afsted på tour i det nye år, skifter de navn til Clementine Valentine. Der er altså lagt op til nyt materiale, som vi med garanti får lov at opleve på Loppen d. 24. februar, hvor amerikanske Kinlaw sørger for at sætte stemningen på aftenen.

Sarah Kinlaw eller blot Kinlaw vil ikke bare lege med dine sanser, hun vil gerne oplyse dem. Den New York-baserede musiker og koreograf laver multimediekunst, der er både er håndgribeligt og intimt. Hun debuterede i 2017 med EP'en, a trigger for everybody, som hun selv beskrev som "sensorisk pop". 

I 2021 udgav hun endelig sit længeventede debutalbum, The Tipping Scale, hvor hendes dramatiske og dog rolige synth-pop fik flot modtagelse og blev sammenlignet med andre banebrydende acts som Jenny Hval, FKA Twigs og Cate Le Bon. 

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 24. feb 2022
Add to Calendar