DEN FJERDE VÆG
Den Fjerde Væg begår fantasifuld og genrebrydende popmusik, hvor de poetiske tekster spiller en vigtig rolle. Det er et band, som ikke er bange for at tage musikalske chancer, hvilket udmønter sig i et stærkt varieret udtryk bygget op af effektfulde guitarer, stemningsmættede synthflader, samples, trommer, percussion, stryger- og blæserarrangementer og ikke mindst omfattende korsektioner.
Kvartetten består af Lasse Aagaard, Rune Risager og Andreas Lassithiotakis, der alle har spillet musik sammen siden efterskoletiden, samt trommeslager Mikael Nørlund, som først senere blev en del af slænget. Efter nogle års tilblivelse fandt bandet sin endelige og nuværende form i 2012, hvor de også udgav deres debutalbum, 'Drengekys'. Singlen "Selvportræt" fra debutalbummet blev et stort hit på Det Elektriske Barometer, hvor det lå nummer 1 i de maksimale otte uger. I 2014 udkom bandets andet album, 'DANSER', hvorfra singlerne "Ny Kynisme" og "Parasit" blev spillet intenst på især P6 Beat. Sideløbende har bandet spillet koncerter landet over.
Den 30. september 2016 udkom bandets tredje album, som bærer titlen 'Jeg Giver Slip Hvis DU Giver Slip'.
TILFØJ TIL KALENDER
