Fancy Lee fejrer udgivelsen af sit album, Watch Out, på Loppen! Tag et dyk ned i et ocean af dunkel, americana-betonet psykedelisk rock den 30. maj!
Fancy Lee
Forestil dig en David Lynch-film der udspiller sig i en sump lidt uden for New Orleans, hvor skygger af brodne hekse, forladte bordeller og et opgør med kvindeundertrykkelse kastes op fra den mudrede jord - alt imens en uforfalsket, samfundskritisk poesi smyger sig gennem de knivskarpe riffs.
Fancy Lee tager dig med på en rablende rejse gennem sumpens dunkle hjørner, hvor amerikansk sydstats-folklore kolliderer med fandenivoldsk rock'n'roll. Det ny-opblomstrede sump orkester er på mange måder ikke kun et stærkt live band, men et helt musikalsk univers, der både er uhyggeligt fængende og uimodståeligt energisk.
I front finder man den dansk-amerikanske, prisvindende sangskriver Nina Methling, hvis vokal og intense liveoptrædener er blevet sammenlignet med kunstnere som Stevie Nicks og Annisette Koppel. Siden deres opstart i 2024 har der været fart over feltet med en række anmelderroste optrædener, og denne aften bliver ingen undtagelse, når vi fejrer udgivelsen af deres lovende debut plade “Watch Out!”.
“For et band med åbenlys inspiration i psykedelisk rock var det bemærkelsesværdigt, at Fancy Lees sange var så koncise og disciplinerede i udførelsen. Der var ingen endeløse soloer eller tomgang i dybe grooves; numrene blev leveret med punch og præcision uden på nogen måde at gå på kompromis med den halv mystiske voodoo-stemning.” - Jakob Wandam, Blues News (DK)
Support: Simon Raun & Peter Sandorff
Simon Raun (Gorilla Angreb & The Slinkers) og Peter Sandorff (Hola Ghost, ex. Mad Sin & Nekromantix) har slået sig sammen for at give jer en blanding af rock'n'roll og blues, der sparker røv. Ingen pjat, bare fed tråd!
Begge musikere har sat deres tydelige præg på den danske musikscene med alt fra punk og garage rock til mexican death-surf. Denne aften smelter de deres vildeste musikalske kræfter sammen og tager jer med på en rutsjebanetur gennem alt, hvad der er fedt ved rock'n'roll.
Doomsday Cat Cult Collective
Vinyl kollektivet skaber en tidløs atmosfære med deres eklektiske samling af plader fra 60’erne og 70’erne. I aftenens anledning medbringer de guldet fra øverste hylde, der spænder over psykedelisk rock, sump-klassikere, stærke kvinder i front og dansksprogede revolutionssange.