FREDAG 12. AUG 2022 - KL 15.00
ENTRÉ: 275KR

FRIGJORT FESTIVAL 2022 | DAY ONE

KATE NV(RU)

FIRST HATE

JULIE PAVON

SULKA

LINN

APERLY HIGH

PLEASER

+ NAUSIA & DYNASTIET(AT BYENS LYS)

Frigjort Festival vender tilbage d. 12. og 13. august med mere livemusik, fællesskab og frihed - lige i hjertet af Christiania. Fredag d. 12. august kan du opleve Kate NV, First Hate, Julie Pavon og Aperly High indenfor på Loppen med visuals fra Pleasure Control, mens Sulka, Pleaser og DJ Pontiac feat. Izumisan kan opleves gratis på prærien foran Loppebygningen. Med et partoutarmbånd får du også adgang til koncerter med Nausia og Dynastiet i Byens Lys. 

Bag aliasset Kate NV finder vi den russiske sangerinde Kate Shilonosova, der foruden NV-projektet også er forsanger i new-wave bandet гш (eller "Glintshake" på engelsk), men som Kate NV er Shilonosova umulig at sætte i boks rent musikalsk. “Music knows what she wants” har hun udtalt tidligere, og det er nemt at forestille sig, hvordan hendes kalejdoskopiske art-pop opstår i egen magt, hvor Kate NV fungerer som katalysator for musikken, og fusionerer elektronisk musik med organiske instrumenter som marimba og klarinet.

Hendes album, Room for the Moon (fra 2020), imponerede anmeldere og fans verden over, og nu kan hun endelig fremføre det live på dansk jord!

Efter 5 års dvale er First Hate endelig tilbage med nyt album og koncertdatoer. I marts udgav de "Commercial" som singleforløber for Cotton Candy, der straks røg i rotation på P6 BEATs radioflader. Da albummet udkom i slutningen af maj, har anmelderne næsten stået i kø for at rose det nye udspil:

"First Hate er i den grad tilbage - og de lyder bedre end nogensinde før" - Soundvenue (5/6)

Til september spiller First Hate udsolgt koncert på Hotel Cecil, men du kan heldigvis stadig nå at fange den danske duo på årets Frigjort Festival!

Julie Pavon har skabt en musikalsk legeplads inden for elektronisk house og pop, hvor hun kan eksperimentere med forskellige tilgange til sangskrivningen. Teksterne udfordrer synet på samfundet, hendes egen generation og indre dualiteter. Hendes første singler har været i heftig rotation på DR’s radiokanaler, og hun blev desuden kåret som én af årets lovende kunstnere i Soundvenues ”Breakin’ Sound” i 2021. Hun arbejder lige nu på sit debutalbum i samarbejde med produceren, Uffe.

SULKA holder det ægte. Hun havde sin musikalske opvækst i rapkollektivet Centeret, hvor hun sparrede med undergrundslegender som Khal Allan og Loke Deph. Med debutalbummet Epoker viste hun sig som en vaskeægte rapkomet, der synes at have overhalet alle andre rappere indenom. Sidste år trak hun stikket fra musikken pga. et giftigt miljø på hiphop-scenen, men nu er hun tilbage og igen klar til at tage bladet fra munden og sende stikpiller ud til alle, der fortjener det!

Aperly High er et splinternyt kapitel på den danske alternative popscene, og et forsøg på at omfavne og gengive følelsen de følelsesmæssige op- og nedture i livet. Musikken ligger i spændingsfeltet mellem sadcore post-pop og collegerock, og kan bedst beskrives som soundtracket til Ashton Kutcher fanget i en 2022-depression.

LINN debuterede i november 2020 med EP’en Happy Metal, der repræsenterer en eklektisk og legesyg blanding af alternativ rock, future r&b, nu jazz og elektronisk lo-fi - tilsat tekster, der ofte tager udgangspunkt i små uhøjtidelige hverdagsøjeblikke formidlet med humor.

Live bliver hun flankeret af post-punk-femkløveret, Blood Child - en konstellation, der debutterede med en udsolgt koncert på Loppen sidste år, og efter årets koncert på Roskilde Festivals Risingscene kaldte Undertoner bandet for "et af de mest undervurderede støjrocksprojekter i landet" i en 5/6-stjernet anmeldelse.

Pleaser er et af de mest lovende nye undergrundsbands i København. De har et friskt take på melodisk punkrock, der er både følelsesladet, catchy og intenst. Bandet har spillet en række ekstremt entusiastisk omtalte koncerter og udsendt deres demo, der højst usædvanligt for en punkdemo har opnået airplay på P6 BEAT.

Nausia er en københavnsk kvintet, hvis musik trækker tråde til bl.a. krautrock, spirituel jazz og minimalisme. Bandet tegner med de forskellige inspirationer deres helt eget transcenderende musikalske landskab, som både rummer støjende flader og sarte sangbare melodier. 

Bandet fik flotte roser for deres debutalbum, Prince Kiosk (fra 2021), og Politiken gav bandet fem hjerter for deres seneste koncert med Smag På Dig Selv på HUSET under Copenhagen Jazz Festival med ordene:

"Her handler det ikke om teknisk perfektion, i stedet er Nausia under al støjen forankret i traditionen omkring den sprituelle jazz, hvor endemålet er frigørelse gennem musikken. Det handler om energien, og dén fik vi virkelig lov at føle" 

Under kunstnernavnet Dynastiet forenes to markante stemmer fra den danske jazzscene. Med en baggrund fra anmelderroste bands som Girls in Airports, Travelling Tribes, Caktus og Køs, har de to søskende Maria og Victor Dybbroe sammen skabt et sanseligt lydunivers der blander stærke melodiske linjer med freejazzens impulsive energi og cirkulære rytmiske sekvenser.

Legende let bevæger de sig intuitivt fra det improviserede til det formskabte - fra det akustiske til det manipulerede. Læs mere om koncerterne med Nausia og Dynastiet på FB-eventet eller køb din billet direkte via Tikkio.

 

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 12. aug 2022
Add to Calendar