ONSDAG 17. MAJ 2023 - KL 19.00
UDSOLGT

LOPPENS 50 ÅRS FØDSELSDAG

FEM TIMERS KONCERT

MED DEN FEDE TRÅD ANFØRT AF KRESTEN OSGOOD

I 2023 kan Loppen fejre 50 år som spillested. 50 år der har budt på koncerter med større bands som Smashing Pumpkins, The National og Blur, men også en lang række danske navne, og onsdag d. 17. maj præsenterer vi et fem timers musikalsk potpourri med husbandet Den Fede Tråd anført af trommeslager Kresten Osgood og et hav af gæster samt en plakatudstilling på Gallopperiet og Spiseloppen!

Det er de færreste spillesteder, der kan bryste sig af en levetid på 50 år, men i 2023 kan Loppen fejre et halvt århundrede med livemusik i de lavtloftede lokaler. 

Den 17. maj 1973 slog Loppen dørene op for allerførste gang som jazzklub under navnet Christianias Viking Jazz Club. Navnet skiftede på kort tid først til Christianias Jazz Club, siden Jazzhus Loppen og til sidst bare Loppen på grund af de mange gamle møbler fra loppemarkedet, der også lå i det gamle artillerimagasin fra 1863, som på fristaden har fået navnet Loppebygningen.

Siden da har det historiske spillested udviklet sig af mange omgange, udvidet i musikgenrerne og har præsenteret et hav af bands og musikere fra ind- og udland gennem årene. Onsdag d. 17. maj kan du være med til at fejre Loppens 50 års fødselsdag, når Kresten Osgood og Den Fede Tråd (det til lejligheden opståede orkester, der også spiller jazz m.m.) bestående af Snöleoparden, Prins Nitram, Jesper Løvdal og Matthias Petri giver en fem timers koncert på Loppen med en lang række gæster, der har spillet på Loppen gennem tiden.

På etagen ovenfor bliver fødselsdagen også fejret hele maj måned med en udstilling på Gallopperiet og Spiseloppen med plakater, billeder, tegninger og meget andet fra Loppens lange og begivenhedsrige historie. Her kan både koncertgængere, tidligere og nuværende lopper samt venner af huset komme op for at opleve og genopleve fortællinger fra Loppens historie, som i høj grad er skabt af stedets gæster og aktivister gennem tiden.

Der vil også være mulighed for at tilkøbe spisning på Spiseloppen, som foregår fra kl. 17.00 - umiddelbart inden koncerten på Loppen, som starter kl. 20.00. Loppen åbner i dagens anledning kl. 19.00.

GÆSTER PÅ SCENEN:
T.S. Høeg, Teitur, Jomi Massage, Jeppe Saugmann (Abdullah S, Booty Cologne m.fl.), Jonas Struck (Swan Lee), Morten Carlsen, M. Rexen, Per Kristensen, Jesper Zeuthen, Bo Jacobsen (Blue Sun Reunion), Pia Raug, Lotte Anker, Mads Mouritz, Kristoffer Munck Mortensen (Mellemblond), Gustaf Ljunggren, Niels Præstholm, Thorbjørn Øllgård, Emmelie Liv Bohr Svensson, Tomas Ortved (Sort Sol m.fl.), Jan Kaspersen og John Teglgård.

OBS. Udstillingen på Gallopperiet og Spiseloppen åbner d. 5. maj 2023 og fortsætter resten af fødselsdagsmåneden ud. Gallopperiet – Stadens Museum for Kunst ligger på 2. sal i Loppebygningen og har åbent tirsdag til søndag fra kl. 14.00 til 19.00. Spiseloppen ligger ligeledes på 2. sal ovenover Loppen og har åbent tirsdag til lørdag fra kl. 17.00 til 23.00.

Foto af Mike Højgaard 

TILFØJ TIL KALENDER
Onsdag 17. maj 2023
Add to Calendar