LOVESPEED
Lovespeed indtager Loppen med nyt materiale i bagagen! Med sig har de deres kommende, selvbetitlede EP, der emmer af storladen folk-rock og længselsfuld kærlighed.
Efter udgivelsen af debuten Comet Colored City i 2014, er danske Lovespeed nu endelig klar med nyt materiale. Kvartetten slipper snart deres nye EP, der med sit første singleudspil, The Way We Move, indtager en ny og mere eksperimenterende lyd end tidligere.
Lovespeed leverer et melodisk lydunivers, der kombinerer de støvede elementer fra den klassiske folk-rock, men går samtidig mod den mørke og tungsindige del af 80’ernes rocklyd. Derved bærer alle seks skæringer på den kommende EP, præg af en evig længsel efter kærligheden midt i en kaotisk verden.
Den nye EP blev indspillet over ti, råkolde februar-dage i den engelske kystby Eastbourne. Pladens producer Jon Schumann, fra Echo Zoo Studios, har tidligere samarbejdet med blandt andet Mew, Kent og Kashmir. Derfor var nærmest naturligt at Lovespeeds eklektiske melankoli skulle tøjles netop af Jon Schumann.
Med udgangspunkt i den gode melodi dyrker Lovespeed det brede genremix og arbejder i med en let og svævende, men samtidig meget intens lyd. Dette kommer til udtryk på bandets nye EP og i særdeleshed i live sammenhæng, hvor man for alvor kan mærke at Arcade Fire er en af deres helt store inspirationskilder.
Live præsenterer Lovespeed en stærk tilstedeværelse, der går lige til, og ofte også udover scenekanten. Frontmand Jefferey Hessellunds vokal består af lige dele hæs længsel og drømmende desperation, og tilføjer derved musikken et ekstra lag af melankolsk styrke.
MAMMUT IS IN LOVE
Den musikalske og kreative kraft bag Mammut Is In Love er Linda Christine Drejer Bonde. En talentfuld og ambitiøs kunster, der ikke viger tilbage for at komponere, producere samt fremføre sin egen musik. Mammut Is In Love har tidligere rejst og spillet i bl.a. New York og San Francisco.
Nu er debutalbummet udkommet; 'Blossoming In Blue Skies', som er indspillet i tæt samarbejde med Brian Batz (Sleep Party People) og som rummer gæster som fx. Casper Clausen (Efterklang).
"Dragende, dramatisk og magisk debutalbum af dansk popsolist." - Gaffa
"Linda Christine har skabt et album med gennemsigtige landskaber og højt til himlen, .. et sfærisk og drømmende univers med inspirationer langvejsfra og alligevel allestedsværende" - Musikblogger

