FREDAG 18. NOV 2022 - KL 21.00
KØB
FORSALG: 130KR

ALBUM RELEASEKONCERT

MARC FACCHINI

& DEN USYNLIGE HÅND

"Et menneske ytrer sig og mener hvert et fucking ord. Så er det, at det er tid til at spidse ører”​ - Ralf Christensen, Dagbladet Information

En meget passende opfordring til alle de uindviede, der endnu ikke har kastet sig over sangene og ikke mindst ordene fra den neo-psykedeliske folk-sanger og sangskriver, Marc Facchini. Til november udgiver han sit femte album og holder release på Loppen med hele sit eminente liveband, Den Usynlige Hånd. 

Marc Facchini er en ener på den danske musikscene. I starten af 2010’erne var den dansk/italienske sangskriver frontmand i det KarriereKanon-vindende rockband, Mescalin Baby, og senere i det genrebrydende artpop-projekt, Mother Lewinsky. Siden 2015 har han turneret land og rige rundt, med sit dansksprogede soloprojekt, hvor hans psykedeliske neo-folk har fortryllet publikum på alt fra store festivalscener til tætpakkede dagligstuer.

"Sjældent har dansksproget folk lydt så nærværende og nødvendigt" - Lousie Rosengreen, Dagbladet Information, Anmeldelse af Himmelmekanik

"Tonen er lige så lys som en midsommernat" - Esben Suurballe Christensen, GAFFA, Anmeldelse af Ind i Evigheden (5/6)

Bosat i København, opvokset på en teaterskole i Bakkebølle (hvor kragerne vender), og med en slægt bestående af alt fra håndværkere og læger til skuespillere og svindlere, bruger Facchini sin baggrund og sine omgivelser, til at skrive sange der kræver fordybelse. Sange om krop, finanser, forvandling, filosofi, religion, seksualtiet, spiritualitet og død. Sange skrevet ud fra forfatteren og forbilledet Hunter S. Thompson’s tese om, at man af og til er nødt til at fortælle en løgn for at komme tættest muligt på sandheden.

Disse sange har indtil videre fundet vej til fire fuldlængde album, hvor Facchini ofte har fået selskab af Den Usynlige Hånd, som han så fint kalder sit liveband. Til november udgiver Facchini sit femte album, Breve Fra Babylon via Sorte Plader. Selv siger Facchini om albummet:

"Breve fra Babylon er historier om at stræbe mod himlen med skyklapper på. Klapper der slår revner og tanker, der springer i faldet fra en forestillet lykkes tinder. Men især er det en fortælling om, at der hvor noget er gået til grunde er der grobund for nyt. Nye erkendelser, nye skabelser."

Der er allerede kommet flere singleudspil med titlerne "Betaler For At Puste" og "Han Hedder Boyan", hvor Facchini som altid har masser på hjerte. Glæd dig til at opleve ham i selskab med Den Usynlige Hånd og sit nye album på Loppen fredag d. 18. november!

TILFØJ TIL KALENDER
Fredag 18. nov 2022
Add to Calendar