TIRSDAG 28. MAJ 2019 - KL 20.30
ENTRÉ: 100KR

PRIESTS(US)

A MESS(DK)

smash!bang!pow! og Loppen præsenterer: Priests (US)

D.C.-punkerne i Priests står den 5. April klar med udgivelsen af deres andet album ‘The Seduction of Kansas’, men allerede i dag offentliggører de en stor verdensturné, som heldigvis byder på et stop på Loppen i København d. 28. maj.

Siden 2012 har trommeslager Daniele Daniele, vokalist Katie Alice Greer og guitarist G.L. Jaguar været en inspirerende anomali på den moderne musikscene. De er et band, som spiller efter egne regler og er et levende bevis på, at det stadig er muligt at arbejde på egne vilkår for kollektivt at dyrke sin egen musikalske verden. Og gudskelov for det!

De tre medlemmer i Priests kommer egentlig fra Washington D.C., men på deres nyeste album ’The Seduction of Kansas’ stiller bandet spørgsmålstegn ved den ofte potente fremstilling af staten Kansas i amerikansk historie og politik. “A chorus of whoever is trying to persuade the social consciousness of Kansas”, synger Katie Alice Greer så fremragende på bandets første single ‘Seduction of Kansas’ og fortsætter ved at kalde forestillingen for “a drawn out charismatic parody of what a country thought it used to be”. Singlen er bandets reneste popsang til dato og fremviser på fornemmeste vis netop dét, som Priests gør bedst - nemlig at få os til at tænke samtidigt med at røre os med deres musikalske kompleksitet.

Deres længeventede andet udspil er produceret af producer John Congleton, som bl.a. har arbejdet sammen med Angel Olsen og St. Vincent. Han tog Priests ud af D.C. og ud til hans Elmwood Studio i Dallas, for at give bandet en mere hermetisk tilgang til indspilningen, og resultatet får vi at høre til april.

Kom og oplev bandet, når de forholder sig til den amerikanske realitet anno 2019 på Loppen d. 28. maj, og mærk at D.C.-punken stadig lever i allerbedste velgående.

SUPPORT: A MESS
Indierocker A Mess spilder ikke tiden med at pakke cellofanen fint om buketten. Hun går til stålet og fucker med fordomme. Hun er en en-kvinde hær i front bevæbnet med el-guitar og et arsenal af femi-fortællinger. Det er snapshots af et (under)liv uden en løftet pegefinger, men skrællet fri for overflade.

Der er lige dele 90er-barn og nutidig indie i lyden. Som hvis The Breeders avlede Wolf Alice og spillede numre co-writet af navnesøstrene Donelly på tværs af tre dekader; den glemte indie-muse Tanya og den nye australske femi-folker med den skarpe pen Stella Donelly.

Dorte Hartmann er bag aliaset A Mess. Et rod er D o r t e stavet bagfra, et uhøjtideligt virvar af melodier, følelser og historier. Dorte er kendt som hovedkvinde bag støjpopbandet Two Trick Pony med flere anmelderoste udgivelser, liveshows i ind- og udland og radioairplay bag sig. Live er A Mess et stramt og simpelt duo-set up: sang/guitar og trommer.

TILFØJ TIL KALENDER
Tirsdag 28. maj 2019
Add to Calendar