LØRDAG 01. OKT 2022 - KL 21.00
KØB
FORSALG: 170KR

SAM OUTLAW(US)

Som én af nyere tids mest spændende stemmer indenfor rootsmusikken, formår amerikanske Sam Outlaw med sin "SoCal country” at videreføre gamle, amerikanske sangtraditioner og tilføre dem et moderne udtryk. Oplev den sydcaliforniske cowboy, når han med sit tredje album, Popular Mechanics, i bagagen gæster Loppen d. 1. oktober.

Med LA singer-songwriteren Sam Outlaws seneste udgivelse, Popular Mechanics (2021), annoncerede han en musikalsk genopfindelse, inspireret af en særlig maskiningeniør, nemlig Outlaws far. Ideen kom efter et besøg fra Outlaws far, hvor han begyndte at se sammenhængen mellem industrielle maskiner, teknologi og indspillet musik, og Outlaw indsnævrede derefter sit fokus til 80'ernes musik, han voksede op med. 

Den ambitiøse retning på Popular Mechanics kan virke som et pludseligt skift fra Outlaws tidligere countryplader, Angeleno (2015) og Tenderheart (2017), men de kendte elementer fra countrymusikken er stadig at finde på pladen. Dog får det et friskt pust af en mere bombastisk 80’er produktion med båndløs bas, synthesizers, trommemaskiner og stablede vokaler.

For at opnå sin egen komplicerede kombination af rootsmusik og 80’er pop henvendte Outlaw sig til producer Cheyenne Medders, en multiinstrumentalist fra Nashville, og ud fra en fælles vision har duoen konstrueret et overbevisende album med originale sange, der trækker tråde til både Tom Petty, Stevie Nicks og Cyndi Lauper samt henter inspiration hos nogle af 80’ernes største og mest fremadskuende producere som Trevor Horn, Mutt Lange og Neil Dorfsman. 

Outlaw konkluderer, at han sætter hele sit hjerte på spil med Popular Mechanics, så kom med et åbent sind og fejr Outlaws nye kreative ånd på Loppen d. 1. oktober. 

OBS. Billetsalget starter onsdag d. 4. maj kl. 11.00 via Tikkio.

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 01. okt 2022
Add to Calendar