MANDAG 25. APR 2022 - KL 19.00
ENTRÉ: 120KR

SLIFT(FR)

MULD

Spænd din psykedeliske sikkerhedssele og lad franske SLIFT føre dig til udkanten af det ydre rum på en bølge af tunge riffs, torpederende trommer og science fiction-fortællinger, når deres groovy og kraut-inspirerede stoner-rock rammer Loppen d. 25. april! Inden vi tager med SLIFT ud i outer-space, dykker vi ned i den helt tunge fuzz med koldingensiske MULD.

Der var nok ikke mange, der havde hørt om SLIFT, inden de i februar 2020 affejede YouTubes algoritmer med en hæsblæsende KEXP-session fra Trans Musicales-festivalen i Rennes. Kort tid efter udgav de det anmelderroste album, Ummon, og selvom bandet helst vil accelerere ud i en meget fjern fremtid, skruer vi lige tiden lidt tilbage.

SLIFT (og ja, det skal skrives med STORT) debuterede i 2017 med EP'en, Space Is The Key (via Howlin Banana), der med inspiration fra Alain Damasios sci-fi-romaner og Pierre Ferreros illustrationsarbejde resulterede i en hæsblæsende mur af lyd og energi fordelt på kun fem numre.

Året efter udgav de Toulouse-baserede outer space-jammere deres første fuldlængde album, La Planète Inexplorée, med hjælp fra garagerock-produceren Lo'Spider (Aqua Nebula Oscillator, Magnetix) og Jim Diamond (Fleshtones, Sonics, White Stripes). Pladen er resultatet af mange overnight improviserede sessioner, hvilket højst sandsynligt stammer fra bandets besættelse af krautrock-scenen og 70'ernes free jazz-album. Teksterne tager udgangspunkt i sci-fi-ekskursioner, der bl.a. handler om at skabe space warps og vække isgiganter på en fjern planet efter årtusinders søvn.

Stilen var lagt, og da SLIFT vendte tilbage med deres andet fuldlængde album i 2020, gjorde de det med en mastodont af en dobbelt-LP på 72 minutter! Ummon er en rumodyssé om titaner, der musikalsk set hviler på en kraftfuld blanding af psykedelisk kraut, kosmisk jazz og stoner-rock.

"It’s not just a record, but a whole-ass quest, led by three of the most talented, metal-as-fuck dungeon masters around" - Bandcamp

Bandet arbejder lige nu på deres tredje fuldlængde album, og kort efter koncerten venter den anerkendte Desertfest i London, så spild ikke din chance for at fange SLIFT, inden de bliver for store til vores solsystem!

MULD er et én-mands droneband fra Kolding. Projektet opstod start sommer 2021, og efter udgivelsen af DEMO 1 blev MULD inviteret til at spille SKMU Aarhus, hvor han havde sin debutkoncert - en begyndelse på en længere rejse, der kun lige er startet.

Live fremmaner MULD et stort lydbillede igennem guitar, forstærker og en masse fuzz, og med stor kærlighed for det tidligere materiale fra bands som EARTH og SUNN O))) ved du hvad du kan forvente; blødende højttalere og et dybt monotont, nedstemt brummen uden nogle former for kompromis.

TILFØJ TIL KALENDER
Mandag 25. apr 2022
Add to Calendar