Oplev Steen Jørgensen live, når han giver akustisk koncert på Loppen til foråret! Det er en siddende koncert med begrænset kapacitet.
Steen Jørgensen har været frontmand i Sort Sol siden 1979 og sidste år udgav han sit solo-projekt ’Standards for Living…’. Han har ikke bare været en drivende kraft i dansk musik gennem flere årtier; han har også fortæret store sangskrivere med stor appetit. Sammen med en stjernebesætning af musikere – herunder guitaristen Rune Kjeldsen, bassisten AC og Kasper Winding – har han været i Abbey Road-studierne for at give sine egne intense og modige tolkninger af navne som Dylan, Young, Cohen, Joy Division og Kraftwerk.
Albummet hedder ’Standards For Living…’, da sangene på albummet i Steens bevidsthed alle er standarder:
"Vi vidste, at vi her havde fat i nogle næsten hellige sange, så vi havde lyst til, at give dem vores aftryk. Som sanger var min tilgang at være så spontan som mulig. Ikke tænke fortolkningen for meget igennem, men bare slå til. Derfor er der også en del første- og andentakes på pladen. Der er tit en umiddelbarhed ved de første takes. En hudløshed og en nøgenhed, som jeg godt kan lide. Det her er et søgende projekt, der afspejler mit musikliv og hylder nogle sange jeg elsker"
Foruden karrieren som frontmand for de absolut levende legender i Sort Sol har Jørgensen kørt det succesfulde sideprojekt Ginman/Jørgensen, og han har optrådt i diverse film og teaterstykker. Gaffa’s Jan Opstrup Poulsen kvitterede ’Standards for Living’ med 5 stjerner og overskriften: ”Som iskrystaller. Stærke og overrumplende fortolkninger fra dansk rockikon.”
Til foråret tager Steen Jørgensen hul på en ny tour, hvor han og guitarist Rune Kjeldsen kører et rent akustisk set-up.

