Søndag d. 14. maj serverer australske Surprise Chef en delikat menu af cinematisk, jazzet soul, når de tilbagelænede, instrumentale funkmasters endelig kommer til Danmark og gæster Loppen.
På mange måder er australske Surprise Chef indbegrebet af udtrykket "the benefits of limits". Da gruppen blev dannet i 2017 et stykke uden for Melbourne, var der nemlig ikke var mange mennesker, der hverken lavede eller havde hørt om instrumental soul-funk i det sydøstlige Australien.
Det gav dem mulighed for at raffinere deres lyd og tilgang i en slags kreativ isolation, hvor en lille kreds af venner og ligesindede musikere kunne nære sig af hinanden, og allerede med deres to første album, All News Is Good News og Daylight Savings, har gruppen opnået en hårdnakket fanbase og bragt lyden fra deres hjemmestudie til alle hjørner af kloden.
"Effortlessly infectious, there’s an innate sense of cool to everything Surprise Chef place their name again" - Clash Magazine
Kvintettens selvudråbte "moody shades of instrumental jazz-funk" trækker på 70'ernes filmmusik, jazzens funkede side og de samples, der danner grundlaget for hip hop. Sidste år blev bandet signet til Big Crown Records og slutter sig til en række af moderne og klassiske lyde, der har påvirket Surprise Chef yderligere på deres nye album Education & Recreation, der blev udgivet i oktober sidste år.
Med chunky trommer, catchy synthlinjer og underspillede, percussive guitar-licks har bandet med Education & Recreation vævet et album sammen, der tager dig gennem højder og dale af stemninger og giver et levende soundtrack, der vil trække dig dybere ind i din fantasi.
Uanset hvor Surprise Chef tager Loppen hen til maj, er vi sikre på, at du kommer til at nyde turen!
