Doom-folk trioen Three For Silver vender tilbage til Loppen den 20. marts!
Three For Silver er et lurvet, kompromisløst ensemble af skiftende musikere anført af Lucas Warford – af Baby Gramps beskrevet som “ Tom Waits og Les Claypools syrebarn”. Det er et band, der konsekvent unddrager sig enhver let genrebetegnelse.
PR-folk griber ofte til ord som ‘Mythic Americana’, Doomfolk eller Apocalypso. Nogle af dem rammer noget rigtigt, men føles i sidste ende som nødløsninger i forsøget på at udfylde et felt mærket “genre”. Three For Silver er ganske enkelt deres egen størrelse.
Bandet er kendt for at bruge særprægede, ofte hjemmelavede instrumenter og for at blande spillestile på måder, man sjældent – eller aldrig – har hørt før. Siden 2013 har deres kompromisløse dedikation ført dem vidt omkring: fra akkordeonfestivaler i Wien og moderne musikmesser i Rusland til internationale kulturudvekslingsturnéer i samarbejde med det amerikanske udenrigsministerium, i lande med stor appetit på original amerikansk musik.
Three For Silver lagde Loppen ned sidste år med deres syvende album, "Oh! For a Muse of Fire", i bagagen, og nu vender de tilbage til Loppen den 20. marts!
