LØRDAG 29. APR 2023 - KL 21.00
ENTRÉ: 180KR

TUHAF

MURKY MUNROE(IR/DK)

Tuhaf har længe vundet sig ind i de danske musikelskeres hjerter og kærligheden til det dansk-tyrkiske psychrock-orkester er kun vokset ovenpå udgivelsen af debutalbummet Mere Guld. Derfor er vi også beærede over at kunne invitere til rå kærlighedsfest med Tuhaf på Loppen lørdag d. 29. april og Murky Munroe som special guest!

Tuhaf er et dansk-tyrkisk band, der spiller psykedelisk popmusik med rødder i 70'ernes tyrkiske genre anadolu rock. Siden 2015 har de rystet de skrå brædder i Danmark og Tyrkiet med deres kombination af gnistrende electropop, hvinende sjælere om savn og sorg og klassisk 70'er-rock i stil med Led Zep og Erkin Koray.

Den evigt karismatiske frontkvinde Berrin Bas styrer skibet gennem trøstesløs støvregn og stormende afgrunde, når Tuhaf tvinger deres publikum med på anatolsk genopdragelse.

Bandet udgav debut-EP'en Gölgeden i 2019, og i kølvandet på udgivelsen fulgte blandt andet et headliner show i Lille Vega, en DMA statuette som Årets Nye Danske Rootsnavn i 2020 og ikke mindst uvurderlig live-erfaring fra scener i hele landet.

I 2022 stod Tuhaf endelig klar med debutpladen Mere Guld, som fortsætter i sporet fra deres EP med udgangspunkt i 70'ernes Tyrkiet, med folkeprotest, ungdomsoprør, samfundskritik og en eksplosion af kreativitet indenfor musikken. Pladen byder på mere af samme skuffe, men selvfølgelig med tilføjelser af nye, interessante elementer af americana, og 90'ernes bølge af psykedeliske elektroniske trance-genrer, som fik rosende ord med på vejen af Dagbladet Information og fem hjerter i Politiken.

Selvom Tuhafs tekster er og bliver kærlighedspoesi, er det ikke glædesstrålende sange om forelskelse, som bandet gør os mest i. Det er snarere bruddet, sorgerne, konflikterne og de tunge savn, der bliver behandlet i teksterne. På Mere Guld hører man blandt andet om bedrag blandt venner, forlist kærlighed, misbrug, mentale lidelser, psykisk sårbarhed, abort og endda om en konflikt internt i bandet.

Forvent dansable techno-takter og lange smukke instrumentalpassager såvel som rå guitarbårne riff-slaskere og flere af Tuhafs kompetente signaturballader med et tyrkisk islæt af gigantiske følelser og Torosbjergenes vinterkølige vindblæste vidder. Der er kort og godt god grund til ikke at snyde dig selv for at komme med til koncerten på Loppen lørdag d. 29. april!

MURKY MUNROE
Bag aliasset Murky Munroe gemmer sig dansk-iranske Mazdak Khosravi. Født og opvokset i Århus Syd, blev barndomssomrene brugt hos mosteren i Californien. Denne kontrasterende opvækst, bragte et broget lydspor med sig, strækkende sig fra The Supremes og Chaka Khan, over Leonard Cohen, til West Coast hip hop og persisk 60'er pop – alt sammen noget, der har sat sig i Murky Munroes letgenkendelige soul-noir univers.

I 2021 udgav Murky Monroe udgav sin anden EP, Eloise. En EP hvor han bl.a. har allieret sig med rytmegruppen i Kashmir, Asger Techau på trommer og Mads Tunebjerg på bas. Derudover er har Kaspar Kaae fra Cody bidraget med guitar og produktion, der har skabt et vibrerende og mørkepoetisk rum, hvor Murky Munroes fortællinger har masser af plads til at folde sig ud, kravle ind under huden på lytteren, og blive der.

TILFØJ TIL KALENDER
Lørdag 29. apr 2023
Add to Calendar