Spillemændene er midt i en stime af musikere fra Rytmisk Musikkonservatorium, der betragter sig selv som kunstnere snarere end bare håndværkere. Resultatet er da også eksperimenter med tryk på det kunstneriske, men ikke uden et ønske om at ramme den folkelige centralnerve og nå bredt ud
"Nationalsange’ er med garanti det mest originale danske album du kommer til at støde på i år.
Tro mig, du har aldrig hørt noget lignende."
- Henrik Queitsch, Ekstra Bladet (5/6)
Siden udgivelsen af den Nikolaj Nørlund-producerede ep sidste forår har bandet allerede gæstet Roskilde Festival, Spot, og Copenhagen Jazz Festival – og er nu med ’Nationalsange’ i færd med at slå døren ind til en ny folkelighed.
Der er rigtig meget at komme efter her, og selv om det løjerlige udtryk i glimt lukker sig om sig selv, er det her ganske enkelt et album, der skal høres.
- Pernille Jensen, Politiken (4/6)
Spillemændene blev dannet i maj 2012 i København. Stilmæssigt bevæger de sig et sted mellem jazz-, folk-, vise- og rockmusikken. Bandet er centreret omkring den karismatiske bas-barytonsanger Nicolai Elsberg og består i øvrigt af Simon Brinck(guitar), Anja Lahrmann(kor m.m.), David Blomqvist(bas), Anders Bach Pedersen(trommer) og Thorbjørn Radisch Bredkjær(synth). Sidstnævnte skriver sangene, og bandet producerer dem sammen. De er inspirerede af forskellige kunstnere som Povl Dissing, Thomas Bernhard, C.V. Jørgensen, Leonard Cohen, The National, Dirty Projectors og Jakob Bro.
