Camilla Munck er blandt de mest markante kunstnere på den alternative scene herhjemme og været kernekraften i bands som Wynona og Munck//Johnson. I oktober 2021 debuterede hun som soloartist med albummet, AEON, der bevæger sig i et musikalsk grænseland mellem trip-hop og jazz noir med elektroniske noter. Oplev hende live med band på Loppen torsdag d. 12. maj, hvor Nils Gröndahl sætter stemningen, inden Camilla Munck indtager scenen.
Med både DMA, Steppeulven, Robert og Reumertnomineringer i bagagen har Camilla Munck i flere år imponeret som skaber af – og performer i - prægnante værker. Og foruden sin medvirken i bands som Wynona og Munck//Johnson, har hun skrevet soundtracks og skabt lyddesigns, og haft musikalske samarbejder med bl.a. Chorus Grant, Jacob Bellens, Spejderrobot og Lise Westzynthius.
Diskografien er imponerende, men med albummet, AEON, der udkom i oktober sidste år, kaster Camilla Munck sig ud i sin første udgivelse i eget navn. Albummet rummer fortællinger om kampe, ydre som indre, om overgivelse, overlevelse og frisættelse.
”AEON er drevet af nysgerrighed og frihed til at eksperimentere. Albummet er skabt indefra og ud. Sangene afspejler kampen med erkendelse og accept af tingenes tilstande – og deri ligger også forståelsen og tilgivelsen af egne handlinger. Arbejdet har v ret en art de- og rekonstruktion af mig selv, som musiker og som menneske. Processen har været en betingelse for at kunne sætte mig selv fri og samles igen i den her – med et stort ord – genfødsel som soloartist” - Camilla Munck om AEON
Siden albummets digitale udgivelse i oktober har anmelderne nærmest stået i kø for at rose Camilla Muncks nye musikalske eventyr i eget navn, og da AEON materialiserede sig i en fysisk plade i januar, røg albummet til tops på den officielle, danske vinyl hitliste - kun overgået af Minds of 99.
"... nu har hun nærmest revet hele sin kunstneriske muskulatur fri, til fordel for noget mere mørkt og søgende på sin fremragende soloalbumdebut, AEON" - Information
Camilla Munck har ikke været alene i studiet. Med sig har hun haft Moogie Johnson (Munck//Johnson, Chorus Grant, Ring Them Bells m.fl) på bas og guitar, Bjørn Heebøll (Slaraffenland, Bisse, Niels Skousen m.fl) på trommer og Mads Brinch som co-producer. Sammen skaber de et værk, som er ligeså dragende, som det er klagende, tålmodigt søgende og spørgende.
Camilla Munck gør ikke noget halvt eller med en skelen til det lettilgængelige. Hun har med AEON skrevet et komplekst og medrivende værk og giver os en særegen mulighed for at træde med hende ind i det, i bevægelsen, i opdagelsen, i kampen. Torsdag d. 12. maj gør vi det live, og det er uden tvivl en storslået aften, der er i vente på Loppen!
Nils Gröndahl var fra sluthalvfemserne i bandet Under Byen med til at åbne og definere et nyt kapitel i dansksproget populærmusik. Gröndahl er en garvet livemusiker, som har spillet solokoncerter i alt fra Bremen Teaters dametoiletter over DR Koncerthusets koncertsal til kirker i Belgien.
Han har udover sit mangeårige engagement i Under Byen spillet med en lang række anerkendte danske bands (Broken Twin, Jacob Bellens, MØ, Kellermensch etc.) og er aktiv som arrangør og indgår i samarbejder og koncerter med en lang række musikere, bl.a. Iceage, Bisse, Baby in Vain, Shiny Darkly og ORM.

