Oplev "fremtidens folk", når Polite svinger forbi Loppen med et spritnyt album den 5. november!
I 2025 kom Polite ud af den blå luft ind på den danske indiescene, og overraskede lyttere, radiostationer og musikmedier med EP’en ‘The Green House Has Been Asking About You’ (udgivet via Konkylie). Med 5 stjerner fra Gaffa og Soundvenue, kaldte de Polite “fremtidens folk” og trak paralleller til Aldous Harding og The Weather Station.
Polites meget umiddelbare sangskrivning understøttes af bandarrangementer, der spænder bredt mellem det underspillede og et mere udadvendt og forløsende udtryk. Sangteksterne står i centrum, og kredser om temaer som sårbarhed, social arv og eksistentialisme.
Bag det københavnske projekt står sanger og sangskriver Karina Kaleda sammen med bandet bestående af Anders Bak Mejlvang (bas og keys), Carl Juul Nielsen (guitar) og Morten Brok Steffensen (trommer).
Gaffa om EPen, 2025: “moderne folk med varme, kant og refleksion”
Soundvenue om EPen, 2025: “velsignet med et mysterium af en stemme.”
Oplev Polite live til november, når de indtager scenen med et debut album, der udgives til efteråret.
CELEBRANT
Celebrant forener indie-folk og klassisk komposition i et følelsesladet musikalsk univers. Anført af den skotske sangskriver og komponist Tom Irvine og den italienske sangerinde Laura Zöschg udforsker bandet temaer som nostalgi, fremmedgørelse, forandring, håb og følelsen af at høre til. De storladne arrangementer og orkestreringer er centrale for musikkens udtryk.
Inspireret af kunstnere som Sufjan Stevens, Joanna Newsom, Owen Pallett og Adrianne Lenker skaber Celebrant komplekse, men nærværende sange. Bandet har optrådt i Danmark, Tyskland og Storbritannien og udgivet singlerne Feral Gods og Vital Parts, sidstnævnte i samarbejde med den skotske digter og sanger Seonaid Stevenson. Celebrant er desuden udvalgt til en showcase på SPOT Festival i Aarhus.
