Så har vi balladen igen! Gorilla Angreb vender tilbage til Loppen den 12. oktober. Punk-bandet har stået på Loppens scene fem gange i løbet af deres 25 år lange karriere - og det har aldrig været andet end en succes. Hvad venter du på, skal du med til hjemmebane-abefest eller ej?
UHH! Tro det eller ej, men Gorillaen stikker sit ækle hoved ud af busken (...igen igen) for en lille håndfuldudvalgte shows. Det kommer til af foregå henover sommeren/efteråret 2024 i ind og udland.
Det er jo mere end oplagt at gode gamle Loppen, skal være stedet hvor hjemmebane-abefesten skal foregå. De sidste 5 gange Gorilla Angreb har spillet Loppen, har den stået på udsolgt og tit på riiiiiiimelig kort tid i forsalg. Så det kunne meget vel også være en "you snooze you lose" denne gang.
Der vil som altid være tale om enkel, rå, melodisk og sammenspillet, M/K vokal, punkrock med en håndfuld garage-RNR. Tænk X og Ramones i et KBD orgie!
Gruppen var mest aktive i 1999-2007, men gjorde et comeback i 2016 med tre propfyldte koncerter på Loppen. Gamle venner af huset, som det primale band er, vendte de sidste gang tilbage i 2021 til et brag af en koncert og med en jævnt fordelt spilleplan i ind- og udland gennem de sidste år, er gorillaen stadig i topform og klar til kamp. Kom med til årets abefest den 12. oktober.
Billetsalget starter den 19. august kl. 10:00.
JOSIE
Josie er et helt nyt twee-punkband fra København. Bandet blev dannet i 2023 af tre venner fra de ældre tweesters Enids og 90'er-rockerne Yu-Gun - Charlotte, Dawn og Martin. Efter at have indspillet en demo som trekløver fik de selskab af sceneveteranen Anton på trommer, og Josie var komplet.
Bandets fire numre lange demo viser en rå og klar sen-80'er twee-stil med et strejf af poppunk. Sangene er relaterbare og sjove og fyldt med jangle og charmerende vokaler.