Med Oscar Lundsteen i front og en rendyrket rock'n'roll-spilleglæde er ORCAS garanter for en fest! Nu vender det fantastiske beat-firkløver endelig tilbage til Loppen og får hele bygningen til at boppe lørdag d. 9. september med CHAVS som special guests!
ORCAS spiller energisk, hidsig og herlig garage-rock med et twist af surf og doo-wop, som det er nemt at holde af, men mere end almindeligt svært at stå stille og stiltiende til. Og gruppen har da også fortjent fået ry som et af de absolut fedeste live-orkestre her i dette lille, fade, lalleglade land.
Bandet, som blev dannet i København i 2014, har - efter en årrække som trio - nu igen fået en orgelspiller med, og ORCAS anno 2021 består således af denne hårdtslående kvartet:
Oscar Lundsteen (sang og guitar), Mads Bendsen (orgel), Magnus Knudsen (bas og kor) og Thomas Schmidt-Mikkelsen (trommer og kor).
ORCAS har udgivet de to studiealbum Tunge Sten fra 2016 og Fakir fra 2019 samt EP'en Vilde Dyr fra sidste år. Det er dog på scenen og i koncertformatet, at ORCAS gør sig allerbedst, og ingen bør snyde sig selv for oplevelsen af dettehæsblæsende ensemble i levende live. F.eks. på Loppen lørdag d. 9. september. Wrauw!
CHAVS
De har spillet garagerock siden 2016. I den tid er det blevet til adskillige CHAVS-koncerter rundt i det danske med deres skønne blanding af gritty garagerock fra 60'erne med et twist af pigtråd, 70'er rock og spaghettiwestern.
Alle sangene er leveret på klingende nordjysk og omhandler alt fra knallertture i sommersol, til psykiske problemer, kærlighed og et dansk fodboldikon, og indtil nu er det også blevet til to fuldlængder. Deres seneste album Fede Tider udkommer til juni. Forvent melodisk, skævt, kækt og flabet proto-punk.

