Spænd sikkerhedsselen, og gør dig klar til en rock'n'roll-rutsjebanetur krydret med punk og surf-exotica, når vi byder op til dobbelt-Crunchy Frog-koncert med POWERSOLO og The Tremolo Beer Gut på Loppen torsdag d. 8. juni - og alle er inviteret!
Anført af den utrættelige toreador Kim Kix har POWERSOLO huseret de danske og udenlandske spillesteder i snart 25 år. Der er dog intet tegn på, at farten sættes ned endnu.
POWERSOLO står for den mest smadrede, beskidte & højenergiske gren af rock'n'roll, som findes, og deres smittende knallertblues og punk-attitude har givet bandet en velfortjent fanskare over hele verden - især takket være Kim Kix, der som frontfigur installerer et permanent smil midt i dit ansigt.
POWERSOLO har et nært bånd til det legendariske pladeselskab Crunchy Frog, som også er med til at udgive Jambalaya - Xtra Spicy, der kommer d. 12. maj. Førstesinglen "King" er en instant POWERSOLO-classico, så der er god grund til at forvente, at Loppen bliver explosivo til juni!
THE TREMOLO BEER GUT kendes herhjemme bedst som kongerne af surf’n’western, men de er meget mere end blot et dansk fænomen. På den internationale instrumental, surf og garage-scene er der i dén grad bud efter bandet der i sin tid blev grundlagt i Psyched Up Janis tourbus af Yebo og Sune Wagner.
Sidste år turnérede de op og ned af vestkysten af surfens eget land USA og for nyligt gik turen også til Sydamerika. Ay, Caramba!
Deres seneste album You Can’t Handle The Tremolo Beer Gut fra 2021 bød atter på en række korte, hårdtslående og instrumentale sange med sporadiske udbrud, der som altid viser bandets store kærlighed til surf-musik, exotica og filmmusik af komponister som John Barry, Henry Mancini og Ennio Morricone. Og MY GOD, hvor det spiller.
Kort sagt er der god grund til at glæde sig, når de to bands indtager Loppen til juni - en aften, du ikke vil gå glip af!