Smid bukketten på fortovet, tag din date under armen eller kom og fejr, at du flyver solo, når Loppen holder (anti?)-Valentinsdag i punken og emo-genrens tegn med Buds., fight me irl. og Forever Unclean d. 14. februar!
Valentinsdag - et herligt importeret og gennemkapitaliseret amerikansk koncept, som Danmark stolt har taget til sig for at sælge blomster og chokolade! Hvis du ikke er til blomster og lyserøde kort - eller bare har hjertekvaler - inviterer Loppens bookinggruppe og Nasty Cut Records til en (anti?)-Valentinsdagsfejring i DIY-punken og emo-musikkens tegn! Vi har kurateret tre bands fra den københavnske og internationale musikscene, der står klar til at forstå din hjertesorg og datingfrustration.
BUDS.
Lidt som en støttegruppe for nyskilte fandt medlemmerne af Buds. hinanden efter deres forhenværende bands slog op. Efter at have spillet et par lokale shows, fik gruppen i 2019 udgivet deres første selvtitlede EP, hvor gruppen kombinerer punk, grunge og emo med catchy sing-a-long sange. Gruppens seneste EP'er, Stop. og Full., sætter specielt fokus på mentalt helbred, så Buds. er helt sikkert klare til at holde dig hårdt i hånden d. 14. februar.
FIGHT ME IRL.
Emo er ikke dødt!!... Den har bare svært ved at komme ud af sengen. Det er i hvert fald det fight me irl. påstår. Det lokale københavner-outfit står under alle omstændigheder for at bringe følelserne ud over scenekanten, når de bringer deres stil af sårbarhed og sarkasme til live på Loppen med deres organsike blanding i kærlighed og aggression fanget i slice-of-life sange.
FOREVER UNCLEAN
Den københavnske indie-skatepunk trio Forever Unclean har siden 2015 rejst verdenrundt på jagt efter nye venner og fede fester med deres indadseende råb-med kaotisk dur-akkord punkrock. Oplev dem på hjemmebane d. 14. februar!


