TORSDAG 26. OKT 2023 - KL 20.30
ENTRÉ: 130KR

RIVERHEAD

OMSORG

802

Til efteråret bliver Loppen sat på prøve, når Riverhead, Omsorg og 802 gør deres bedste for at splitte det gamle ammunitionslager ad. Så sæt kryds i kalenderen d. 26. oktober og gør dig klar til en kradsbørstig blanding af hardcore, punk og metal!

Det danske rockband RIVERHEAD udsendte sit andet album Cancer 28. april 2023. Det er en usleben, melodisk rockplade, der emmer af medlemmernes baggrund i hardcore og metal og samtidig viser et band, der går nye veje med et mere sårbart udtryk.

I mødet med bandets nye frontmand, Jacob Bredahl, er sangskrivningen skærpet og sammenspillet intenst og dynamisk på rocksange som "Broken Boy" og "Numb To The World". Riverhead spiller med følelserne ude på tøjet, og det mærkes bl.a. i et nummer som "0806", bandets første akustiske sang.

OMSORG
Med deres helt egne form for emotionel-post-hardcore-punk har Omsorg, der består af medlemmer fra det aalborgensiske musikmiljø, længe opbygget en solid hype i undergrunden på den danske, hardcorerelaterede musikscene. En hype som bandet indfriede på deres debutalbum Moments, Movements fra i år, hvor de ifølge Devilution "viser langt mere kunnen og sangskrivningstalent, end man med nogen ret kunne havde forventet af så nyt og ungt et band."

Omsorg har en hård, rå, ærlig og stemningsfuld tone og tekstuniverset berører emner som ensomhed, misbrug, angst, sorg, længsel og kærlighed. Lyden og tempo befinder sig i en konstant bevægelse, hvor bandet blander hurtigt hardcore punk med en mere ambient og svævende lyd, der til sammen udgør et helt unikt udtryk på den danske rockscene.

802
Efter at have udgivet hip hop-beats med blandt andre Raekwon fra Wu-Tang Clan og turneret i ind- og udland under navnet Slowolf valgte Andreas Asingh at flytte fra København til hans barndomsland Djursland. Her møder han i slutningen af 2022 Andreas Beck og Emil Sørensen. To langhårede drenge fra den djurslandske heavymetal-undergrund. Der opstår en connection hvorfra der bare MÅ skabes noget nyt. Herfra opstår bandet 802.

På kort tid har 802 skabt sin egen unikke hazy lyd. Numrene indhylles af spøgelseagtige synths, bubblegum-hooks og kantede trommerytmer. Alt sammen svøbt i en dyne af heavy metal-distortion. 802 er netop hjemvendt fra New York, hvor de spillede deres debutkoncert på The New Colossus Festival på Manhattan.

Senest optrådte de til Copenhells pre-event på Onkel Dannys Plads, og torsdag d. 26. oktober splitter de Loppen ad sammen med Omsorg og Riverhead!

TILFØJ TIL KALENDER
Torsdag 26. okt 2023
Add to Calendar